
De er at finde på vandrestierne, i gymnastiksalene og i fitnesscentrene - og de er mere aktive end nogensinde før. Flere ældre over 60 år dyrker sport og motion, og især de ældste er blevet markant mere aktive. Det viser en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut, der laves hvert fjerde år.
- Tallene fra 2024 viser den højeste deltagelse blandt de ældre over 60 år. Særligt de plus-80-årige er markant mere aktive med sport og motion end i de tidligere undersøgelser.
- Det handler om, at dem over 80 år - dem, vi kalder babyboomerne - har fået nogle vaner med sig fra en tidlig alder, som de har bevaret. Det er noget af det, vores data viser, siger Rasmus Bang Borup, analytiker ved Idrættens Analyseinstitut.
Babyboomere er født i efterkrigstiden mellem 1946 og 1964.
- Tidligere har vi set, at deltagelsen i sport og motion falder med alderen. Typisk er der en stigning, når man går fra at være på arbejdsmarkedet til at være på pension, men så et fald efter nogle år på pension. Men med denne undersøgelse kan vi se, at deltagelsen bliver ved med at være på samme niveau også efter de 80 år, siger Rasmus Bang Borup.
Undersøgelsen viser, at 65 pct. af de ældre over 60 år har svaret "ja" til spørgsmålet: "Dyrker du normalt sport/motion?".
Det kan ikke oversættes til, at 65 pct. af alle ældre dyrker motion, fordi det typisk er de mest friske og selvhjulpne ældre, der svarer på sådan et spørgeskema i deres e-Boks, og at den gruppe dermed er overrepræsenteret.
- Men man kan pege på en klar tendens på tværs af undersøgelserne, hvor flere ældre har svaret ja til, at de dyrker motion, og det gælder især dem over 80 år, siger Rasmus Bang Borup.
I Ældre Sagen peger sundheds- og idrætskonsulent Karin Schultz på, at ældre i dag er friske i flere år, og at de aktive ældre typisk har holdt fast i motionsvaner, som de har haft gennem hele livet.
Samtidig har man i Ældre Sagen arbejdet på at kunne tilbyde nogle mere hensyntagende motionstilbud. Og den tendens går på tværs af idrætsforeninger, motionscentre og kommuner, fortæller hun.
- Hvis man ikke længere kan springe omkring i idrætshallen eller ude på fodboldbanen, så er der stadigvæk mange muligheder for at blive ved med at dyrke motion.
- Det kan være stolemotion, hvor man sidder ned noget af tiden. Vi har også lokalafdelinger, der arrangerer kortere gåture, hvor man kan gå med, selv om man bruger rollator, siger hun.
I Ældre Sagen er aktiviteterne drevet af frivillige i 215 lokalafdelinger. Og der er rift om pladserne på motionsholdene.
- Desværre har vi jo hold, der er fyldt op. Der er flere, der gerne vil være med, end der er plads til, siger Karin Schultz.
Samtidig peger hun på, at der kan være brug for en indsats for at få flere af de svageste ældre med på motionsvognen.
- Hvis man ikke er så mobil, så kan alene transporten til en aktivitet være en udfordring, især hvis man bor på landet eller i en mindre by.
Undersøgelsen er gennemført som spørgeskema i e-Boks i perioden fra oktober 2024 til januar 2025. 3.417 personer over 60 år har svaret.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.