Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Ny undersøgelse:
Danske unge ved for lidt om sex og prævention

Sex & Samfund vil have kommunerne mere på banen for at løfte den seksuelle sundhed.

Knap hver fjerde ung tror, at p-piller beskytter mod sexsygdomme som fx klamydia og gonorré. Kun hver tredje ung ved, at de kan gå til læge eller sundhedsplejerske og stille spørgsmål om prævention. Det viser en ny undersøgelse fra Sex & Samfund, som bygger på spørgeskemaundersøgelser og kvalitative interviews med danske unge.

- Når kommuner, skoler og andre aktører ikke tager ansvar for unges seksuelle sundhed og seksualundervisning, og mange unge ikke føler, de kan tale med deres forældre om emner som sex og prævention, så går de unge jo til deres venner for at få gode råd. Men problemet er, at deres venner ved lige så lidt som dem selv, og derfor ser vi, at myter om sex og prævention lever i bedste velgående blandt de unge, siger Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund. 

Kommunerne skal på banen

Sex & Samfund søsætter derfor nu indsatsen Sikker Sex 2020 for at få danske kommuner på banen i forhold til arbejdet med unges seksuelle sundhed.

Det er kommunerne, der er pålagt ansvaret for forebyggelsen i forhold til seksuel sundhed, men den kommunale budgetvirkelighed betyder ifølge Lene Stavnsgaard, at der i mange kommuner sættes 0 kr. af til unges seksuelle sundhed.

- Det er stærkt bekymrende set i lyset af sammenhængen mellem de unges seksuelle sundhed og deres generelle trivsel. Seksuel sundhed skal løftes bedre kommunalt, og Sikker Sex 2020 er en håndsrækning til kommunerne, siger hun.

Besværligt at gå til lægen

Sex og Samfunds undersøgelse viser, at de unge er svære at få til lægen. Ifølge Lene Stavnsgaard er det en misforståelse at tro, at det kun er fordi, de synes, at det er pinligt.

- Det skyldes i høj grad også besværet omkring tidsbestilling, og at man som ung typisk vil blive nødt til at tage fri fra uddannelse eller arbejde for at kunne møde op hos lægen. Derfor er kommunerne nødt til at gå anderledes til opgaven med de unges seksuelle sundhed, siger Lene Stavngaard.

rbr