DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Danske læger er klar til at aflaste svenske hospitaler
Ifølge den svenske tv-station SVT har Sverige anmodet blandt andet Danmark om hjælp til at sikre en ordentlig bemanding på de svenske hospitaler til sommer.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix

Danske læger er klar til at aflaste svenske hospitaler

Ifølge SVT er Sverige og Danmark i dialog om hjælp på hospitaler til sommer. Danske læger melder sig klar.

Hvis der tages en dansk beslutning om at aflaste Sveriges sundhedsvæsen hen over sommeren, så står danske læger klar til at hjælpe. Det fortæller Joachim Hoffmann-Petersen, der er formand i Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

- Selvfølgelig er vi det. Når et naboland spørger om hjælp, så må vi jo gøre, hvad vi kan. Vi har også ledig kapacitet, så det kan vi godt, siger han.

Det er den svenske tv-station SVT, der skriver, at de svenske myndigheder har indledt en dialog med Danmark og Norge om hjælp til sommer. Årsagen er en stor bekymring i det svenske sundhedsvæsen for, at der kommer til at mangle personale til at håndtere coronapresset hen over sommeren.

De danske myndigheder har endnu ikke fortalt, om man er parat til at hjælpe de svenske hospitaler. Heller ikke, hvordan man i givet fald vil hjælpe til.

Ritzau forsøger at få bekræftet dialogen med Sverige af Sundhedsministeriet.

V: Gør det

I Venstre opfordrer sundhedsordfører Martin Geertsen regeringen til at yde en støtte til de svenske naboer.

- Den danske hjælp til svenskerne skal naturligvis ske under hensyntagen til, at vi i Danmark både har kritisk sygdom og oparbejdede ventelister efter vores nedlukning. Men selv på den baggrund mener jeg, at vi skal gøre meget for at hjælpe vores svenske naboer, siger Martin Geertsen i en skriftlig kommentar.

Hvis der tages en dansk beslutning om at hjælpe til, så ser Joachim Hoffmann-Petersen to muligheder for, hvordan det kan foregå.

Enten kan Danmark vælge at flytte noget af sit personale til Sverige, eller også kan der tages en beslutning om at flytte nogle svenske patienter til Danmark.

- Det sidste er selvfølgelig nemmere for den sydlige del af Sverige end den nordlige del. Men personale kan vi også godt flytte noget af, fortæller Joachim Hoffmann-Petersen.

Færre indlagte i Danmark

De seneste uger og måneder har antallet af patienter indlagt med coronavirus været faldende herhjemme, og det har reduceret presset på hospitalerne. I forbindelse med genåbningen af samfundet har der været bekymring for, om der pludselig kunne ske en ny stigning i antallet af smittede og indlagte.

Det ser Joachim Hoffmann-Petersen dog ikke som sandsynligt. Derfor er han heller ikke bekymret for, at man vil kunne risikere at mangle dansk personale.

- Risikogruppen er vaccineret for længst, så jeg tror ikke, at der kommer en coronabølge hen over sommeren. Den risiko er altså meget lille. Hvis det mod forventning alligevel skulle ske, så er der ikke ret langt hjem igen, bemærker han.

Ritzau