I 100-året for genforeningen af Sønderjylland med rest-Danmark er det dansk-tyske samarbejde og den fredelige sameksistens mellem mindretallene på hver side af den dansk-tyske landegrænse blevet indstillet til optagelse på FN's liste over immateriel kulturarv, oplyser Kulturministeriet.
Immateriel kulturarv er eksempelvis traditioner, skikke og samarbejder, som er karakteristiske for et land eller en region, og det er første gang, Danmark indsender forslag herom til Unesco, FN's organisation for kultur, uddannelse og videnskab.
Også den grønlandske trommedans og -sang Qilaatersorneq er indstillet. Det sker i samarbejde med Grønlands Selvstyre, og endelig er Danmark medindstiller på et fællesnordisk forslag om at optage klinkbåde på listen.
Det dansk-tyske grænsesamarbejde omfatter et tysk mindretal på 15.000 mennesker i Danmark og et dansk mindretal på 50.000 mennesker i Tyskland. De to mindretal er ifølge kulturminister Joy Mogensen (S) et 'unikt eksempel på, hvordan to landes befolkninger har kunnet leve i fredelig sameksistens på trods af skiftende grænsedragninger'.
Først næste år træffer Unesco sine valg blandt de indkomne forslag fra hele verden. I forvejen er Danmark repræsenteret på FN's Verdensarvsliste med Jelling Monumenterne, Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Christiansfeld, Stevns Klint, Vadehavet og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland og Grønland med Ilulissat Isfjord, inuit-kulturlandskaberne Aasivissuit-Nipisat og Kujataa.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.