
Af Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet (S)
Så kom vi i gang med 2012 og dermed det danske EU-formandskab. Jeg har virkelig set frem til de næste seks måneder, fordi vi som land skal bidrage mere direkte til at løse mange af de problemer, som EU slås med. Jeg er overbevist om, at vi kan bidrage med mange gode konstruktive løsningsforslag.
Mange af mine kolleger i Europa-Parlamentet har høje tanker om, at Danmark kan bidrage positivt til at løse den økonomiske krise. Mest af alt er de dog optaget af og forundret over, at vi har en socialdemokratisk statsminister, for dem er der pt. ikke mange af i EU's medlemslande.
Af den grund er folk i EU-systemet spændt på at se og høre mere til Helle Thorning-Schmidt. Det får mine kolleger heldigvis chancen for allerede under Europa-Parlamentets første plenarmøde i januar. Her kommer statsministeren nemlig til Strasbourg for at fremlægge formandskabets program.
Arbejdet i maskinrummet
Efter Lissabontraktaten er trådt i kraft, betyder EU-formandskabet ikke længere, at ét land står på broen af supertankeren og dirigerer kurs og fart. Nu befinder både statsministeren og fagministrene sig i maskinrummet, hvor de sikrer, at der er olie på skibets motor. Ministrene er mekanikerne, som bestemmer hvilken skruetrækker, der skal bruges, om der skal sættes skruetvinger på, eller om der skal hældes mere olie på.
Denne sammenligning er ikke til for at undervurdere betydningen af formandskabet, men den illustrerer, at Danmark hverken kan eller skal udrette mirakler. Det ligger ikke i formandsrollen i dag. Skulle skibet dog gå på grund, vil det være helt afgørende, at nogen hurtigt og præcist kan lappe hullet i skroget, og det kan man bedre fra maskinrummet end fra broen.
Nye EU-regler med betydning for det offentlige
Danmark skal altså ikke løse alle EU's problemer, men vi kan være med til at sikre, at lovmaskinen fungerer. Der er en masse lovgivning i støbeskeen, som kommer for eksempel de danske kommuner til gavn.
Blandt andet står EU med opdateringen af et energieffektivitetsdirektiv, som på sigt ville kunne spare det offentlige for mange penge, og reglerne om standardisering skal forenkles og forbedres. Reglerne for offentlige indkøb står også for tur, da de trænger til et serviceeftersyn. Det arbejde kan meget vel blive færdigt, inden det danske formandskab udløber.
Lige præcis i den her slags sager spiller det en stor rolle, at Danmark sidder for bordenden. Vi har jo en stor offentlig sektor. Vi ved, hvor skoen trykker, og vi ved, hvad der kan fungere i praksis. Formandskabet kan altså også vise sig at komme det offentlige Danmark til gavn.
I gang med arbejdet nu
Mine egne forventninger til de danske ministre er høje. Jeg ved, at de kan levere god og effektiv lovgivning i samarbejde med os i Europa-Parlamentet. Lovgivning, som i sidste ende vil gavne borgerne.
Men seks måneder er ikke lang tid i EU, så uret tikker allerede nu. Vi må alle trække arbejdshandskerne på, hvis vi skal nå godt i land.
Medlem af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose (S)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.