dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Danmark er igen det bedste sted i Europa at drive forretning

Det danske erhvervsklima er Europas bedste og det tredjebedste globalt, vurderer Verdensbanken
1. NOV 2017 7.49

Danmark er endnu engang det land i Europa, hvor det er nemmest at starte en virksomhed, viser en ny rapport med titlen 'Doing Business' fra Verdensbanken. På erhvervsindekset overgås Danmark kun af New Zealand og Singapore.

Den fine placering skyldes blandt andet effektiviteten af den offentlige sagsbehandling. Danmark har i en længere årrække ligget i toppen, og det glæder udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

- Det er flot, at Danmark endnu en gang fastholder sin position på Verdensbankens toneangivende erhvervsindeks. Men det er vigtigt ikke at tro, at det er tilstrækkeligt at have en effektiv offentlig sagsbehandling.

- Hvis Danmark skal sikre sin position på den lange bane, må vi også sikre, at det bliver billigere at drive virksomhed i Danmark, siger Anders Samuelsen i en kommentar.

Det er 15. gang, Verdensbanken udgiver rapporten, der måler ti parametre med størst betydning for virksomheder.

Det gælder blandt andet, hvor nemt det er at starte virksomhed, hvor hurtigt byggetilladelser håndteres, registrering af ejendom, adgang til kredit, skatteopkrævning og andet. Der er dog masser af rum for forbedringer i forhold til at sikre gode vilkår for virksomhederne, mener udenrigsministeren.

- Danmark er i benhård konkurrence med udlandet om at tiltrække virksomheder, investeringer og kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal vi hele tiden arbejde for at sænke omkostningerne og fjerne bureaukrati, så fremtidens store virksomheder lægger deres investeringer i Danmark og ikke vore nabolande, siger Anders Samuelsen.

Dansk Industris erhvervsøkonomiske chef, Morten Grantzau Nielsen, er glad, men påpeger, at der er udeladt vigtige kriterier i undersøgelsen.

- Faktorer som omkostninger, hvor dyrt det er at drive sin virksomhed og det at investere er ikke med i undersøgelsen. Det er enormt vigtigt at have fokus på, at det skal være mere attraktivt at investere i nye maskiner. Og så skal virksomheder have nemmere ved at have adgang til den rette arbejdskraft, siger han.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/danmark-er-igen-det-bedste-sted-i-europa-at-drive-forretning

GDPR