Danmarks største dagligvarekoncern Coop har i årets første halvdel tabt millioner på dagligvarekæderne Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen, skriver Finans. De tre kæder har både præsteret dårligere end forventet og dårligere end i de første seks måneder af 2016, viser fortrolige nøgletal, som Finans er i besiddelse af.
Brugskæderne er delvist ejet af Coop og af selvstændige brugsforeninger. Den del af Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen, der er ejet af Coop, har sammenlagt givet et underskud på knap 49 mio. kr. i årets første halvdel. I samme periode i fjor var underskuddet på 7,7 mio. kr.
Coop havde ellers budgetteret med et overskud på 64,2 mio. kr. for perioden i år. Derudover er omsætningen i de tre kæder samlet lavere end forventet.
Informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra Coop afviser at tallene er 'dækkende for den samlede udvikling i Coop i år'. Han henviser til at 'de første otte måneder er vores resultat en del bedre end i den tilsvarende periode sidste år', men tilføjer at koncernen i øvrigt kun vil kommentere økonomiske nøgletal, når der offentliggøres årsregnskab i april.
Især Kvickly gør ondt på Coop, da kæden har haft et underskud på 81,3 mio. kr. i årets første halvdel, på trods af, at de selvstændige Kvickly-butikker gav et overskud på 11,2 mio. kr. Det vil sige, at Coops egne Kvickly-forretninger gav et underskud på 92,5 mio. kr. - næsten tre gange så meget som Coop havde budgetteret med, skriver Finans.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.