RØDOVRE: En ny SFI-rapport peger i retning af, at coaching kan styrke sygemeldte kvinder. Formålet med coachingen er at få de syge tættere på arbejdsmarkedet.
Hvis man er gået ned med stress eller har fået en depression, kan det være svært at finde kræfterne til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det kan også være svært for jobcentret at hjælpe borgere med den type problemer, fordi der sjældent er tale om en specifik sygdom, men ofte mere diffuse psykiske lidelser.
Gode erfaringer fra Rødovre
Det Lokale Beskæftigelsesråd i Rødovre har i samarbejde med Rødovre Jobcenter i en periode tilbudt kvinder mellem 22 og 59 år, der er på sygedagpenge pga. stress, depression eller udbrændthed, ugentlige samtaler med en coach.
SFI har nu undersøgt effekten af coachingen, og undersøgelsen viser en tendens til, at kvinderne efter seks uger får det psykisk bedre, sammenlignet med kvinder, der ikke har fået coaching. Undersøgelsen viser desuden, at næsten 80 pct. er tilfredse med coachingen. Materialet har dog været for spinkelt til at vurdere, om coaching styrker de pågældendes tilbagevenden til beskæftigelse.
Undersøgelsen er et metodeudviklingsprojekt med eksperimentelt design. De kvinder, der var interesserede i coaching, blev ved lodtrækning opdelt i to lige store grupper, der i alt omfattede 42 personer. Den ene gruppe fik fortsat almindelig støtte fra jobcentret, mens den anden derudover også gennemførte et seksugers coaching-forløb. Forskerne vurderer effekten ved at sammenligne de to grupper.
Download rapport
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











