I it-branchen har man længe talt om green it. Som en af landets suverænt største it-virksomheder vil KMD gerne vise, at der også er handling bag ordene.
Hovedindholdet i aftalen mellem KMD og DONG Energy omfatter køb af CO2-neutral energi. Det realiseres ved, at KMD lægger beslag på to vindmøller i den havvindmøllepark, som DONG opfører på Horns Rev II.
Parken forventes færdig i 2010. Målet er dog, at KMD er CO2-neutral allerede fra 2009 i forhold til det direkte energiforbrug. Indtil Horns Rev II er opført, sker det gennem køb af energibeviser.
Foruden køb af vedvarende energi fra havvindmølleparken samarbejder KMD med DONG om at reducere energiforbruget generelt i virksomheden. Det er målet, at det direkte forbrug skal reduceres med mindst 10 pct. inden udgangen af 2010. Herudover igangsætter KMD initiativer over for medarbejderne, hvor det blandt andet er et mål at reducere rejseaktiviteten og rejseomkostningerne med 10 pct..
- Vi markerer med aftalen, at it-virksomhederne er med til løfte klimaopgaven. KMD er en stor virksomhed og spiller på det danske it-marked, og vi ser de grønne initiativer som et naturligt skridt for koncernen, fortæller Lars Monrad-Gylling, adm. dir. i KMD.
Flere klimainitiativer
Aftalen med DONG Energy er det største grønne initiativ i KMD til dato. Virksomheden har dog gennem flere år arbejdet med at reducere energiforbruget i datacentrene – blandt andet gennem virtualisering og frikøling.
KMD arbejder endvidere sammen med Vestforbrænding på en aftale om at overgå fra gas til fjernvarme for derigennem at reducere CO2 udledningen med op til 80 pct. på den konto.
Miljøhensyn vinder også i stigende grad indpas i det kommunale landskab. Tendensen går i retning af, at KMD's kunder lægger øget vægt på bæredygtige og miljøvenlige løsninger – også på it-siden.
- Med vores stærke position på det kommunale marked er det klart, at vi skal være med til at løfte de kommunale ambitioner om at være grønne. I sidste ende står vi også med en konkurrenceparameter, når KMD allerede fra næste år kan tilbyde kommunerne it-løsninger, der er baseret på bæredygtig energi, forklarer Lars Monrad-Gylling.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.