Budgetpartier ordnede hasteaftale om knap 150 mio. kr. per mail

Onsdag indgik de seks budgetpartier på Københavns Rådhus en aftale, der skal sikre finansiering af kommunale hasteopgaver.
1. APR 2020 15.21
TEMA: Corona

KØBENHAVN: De seks partier bag Københavns Kommunes budget for 2020 har som noget helt nyt og uprøvet forhandlet og indgået en politisk delaftale om den såkaldte overførselssag – forårets ’lille’ budgetaftale - per mail, oplyser økonomiforvaltningen.

Hvis politikerne havde ventet, til coronakrisen er blæst af, ville projekterne være blevet fordyret eller forsinket, så der fx ville mangle pasning til børnene.

Aftalen udmønter samlet knap 150 mio. kr. Politikerne er bl.a. enige om at give penge til at etablere en daginstitution, at sikre genhusning af en udflytterbørnehave, der er blevet sagt op, etablere støjskærm og færdiggøre et produktionskøkken.

Der er tale om en række nødvendige opgaver, der ikke kan afvente, at hverdagen forhåbentlig lige så stille vender tilbage efter påske, og det igen bliver muligt at gennemføre en almindelig politisk forhandling omkring et bord.

Løse kobberplader og råddenskab
Et eksempel på endnu en af aftalens hastesager er, at der er afsat penge til at renovere det 112 år gamle spir på Nordre Kapel på Vestre Kirkegård, da der ellers er risiko for, at kobberplader river sig løs til fare for gæsterne på kirkegården, og at der går råd i det underliggende træværk.

Den såkaldte overførselssag er en politisk forhandling hvert forår, hvor nye initiativer samt opgaver, der mangler finansiering eller er blevet dyrere end forventet, samles op og finansieres med de penge, der er til overs fra sidste år.

Det er de partier, der er med i årets budgetaftale, der fordeler pengene, og partierne skal være enige, for at der kan indgås en aftale. Samlet fordeles i størrelsesorden 800 mio. kr. i overførselssagen 2019-2020.

ka

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt