dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
20 byrådsmedlemmer står bag budgetforliget. Undervejs er Fælleslisten smidt ud af forhandlingerne.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Budgetdrama i Ikast-Brande: Lokalliste sagde ja til aftale, men blev smidt ud

Viceborgmester Kasper Pauli Pedersen (S) peger på samarbejdsvanskeligheder og en grov tone – Fælleslisten kalder det et eksempel på magtfuldkommenhed i byrådet.
25. SEP 2025 9.20

IKAST-BRANDE: Et flertal på 20 byrådsmedlemmer i Ikast-Brande har indgået forlig om budgettet for 2026-2029. Forligspartierne er Venstre, Socialdemokratiet, De Konservative og DF.

Uden for forliget står Fælleslisten, som blev smidt ud af forhandlingerne, på trods af at partiet var klar til at skrive under på aftalen, skriver TV Midtvest.

- Vi er totalt rystede, for vi synes egentlig, vi har haft et godt budgetseminar. Alle blev hørt, og vi fik landet et stærkt budget sammen. Derfor var det en bombe, der sprang, da vi blev bedt om at forlade forhandlingerne, forklarer Rune Lyager fra Fælleslisten, som også fortæller, at alle partier bakkede op om at sende lokallisten uden for døren.

Det var viceborgmester Kasper Pauli Pedersen (S), som gjorde indsigelser mod at have Fælleslisten med – en beslutning han står ved. Til TV Midtvest udtaler han, at han står på mål for sine værdier og skal kunne se sig selv i spejlet. Han peger på, at der længe har været samarbejdsvanskeligheder med Fælleslisten, og at det vil sende et signal om, at "alt er godt" i byrådet, hvis man lod partiet være med i aftalen.

- Jeg har forståelse for, at borgere kan udtale sig i hårde vendinger, men jeg har det langt sværere, når politikere er med til at skubbe til en kultur, der bliver grim. Jeg har eksempler på, at man (Fælleslisten red.) har udtalt, at byrådet var magtfuldkomment og udemokratisk og den slags. Begreber, som man skal reservere til de værste slyngler i historien. De findes ikke i vores kommune, siger viceborgmesteren og tilføjer, at Fælleslisten også har forsøgt at skabe mistillid til forvaltningen.

Rune Lyager mener, at Fælleslisten ikke har været grov i retorikken, men har på baggrund af borgerhenvendelser spurgt ind til sager såsom jorddeponi-sagen i Faurholt og Mes Sø, spurgt hvorvidt miljøhensynet blev overholdt, og om der manglede dokumenter i sagen. "Og i forhold til, om der er eksempler på magtfuldkommenhed i byrådet, så er det her jo lige præcist et bevis på, at det er der," konstaterer han overfor lokalmediet.

Tilbageholdende med driftsudvidelser

På trods af uro i byrådet fremgår det af forligsteksten, at budgettet for 2026 er i balance og "viser gode takter og skaber et solidt udgangspunkt for den fortsatte udvikling af Ikast-Brande Kommune".

Hos forligspartierne har der været et ønske om at fastholde serviceniveauet, og derfor er budgettet forøget med 125 mio. kr., som bl.a. tæller lønfremskrivninger og demografipuljer. 

Derudover er de enige om at være tilbageholdende i forhold til varige driftsudvidelser, da udsigterne til en kommende udligningsreform og ændringer i udligningen af selskabsskatterne skaber usikkerhed om kommunens fremtidige indtægtsgrundlag. Ikke mindst er der usikkerheder forbundet med de mange reformer på velfærdsområdet.

Kernevelfærden tilføres derfor samlet set 10 mio. kr. Der afsættes en pulje på 3. mio. kr. primært til det almene skoleområde, en pulje på 2 mio. kr. til ældreområdet, en pulje på 625.000 kr. til arbejdsmarkeds-, psykiatri- og handicapområdet, og sygeplejen tilføres 2 mio. kr. i 2026.

På grund af en solid kassebeholdning ser situationen en smule anderledes ud på anlægssiden, hvor der foretages flere engangsinvesteringer i 2026. Byrådet prioriterer bl.a. vedligeholdelse af kommunens egne bygninger og afsætter 3 mio. kr. år til bygningsvedligeholdelsespuljen.

Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.



Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/budgetdrama-i-ikast-brande-lokalliste-sagde-ja-til-aftale-men-blev-smidt-ud

GDPR