
ODENSE: Alle partier i Odense Byråd står bag budgetaftalen for 2026, hvor overskriften lyder "Et Odense med velfærd og fællesskab for alle".
Og netop initiativer på velfærdsområdet fremhæves i aftalen, heriblandt en udfasning af den nuværende model for forårs-SFO, som betyder, at børnene fremadrettet skal blive i børnehaven helt op til skolestart for at sikre en bedre overgang.
- De (børnene, red.) skal ikke længere have et skifte til forårssfo'en. Det passer godt med sidste års investering i folkeskolen, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til Fyens Stiftstidende, og tilføjer samtidig, at der også er fundet penge til de nedslidte legepladser i kommunens dagsinstitutioner.
Fordi normeringen i børnehaverne er dobbelt så stor som i forårs-SFO, kræver udfasningen et løft og ansættelse af mere pædagogisk personale. Der afsættes 25 mio. kr. årligt fra 2026 til netop dette.
Derudover skal børne- og ungeudvalget sammen med by- og kulturudvalget undersøge muligheder for at forlænge børnehavetiden med fokus på en god skolestart. Analysen skal munde ud i en faseopdelt implementering, så alle børn i 2028 går i børnehave til skolestart. Der afsættes 70 mio. kr. i anlægsmidler i 2026-2028 under by- og kulturudvalget til første fase af nye børnehuse og den indledende analyse.
Forligspartierne ønsker også at nedbringe skolefravær og investerer derfor 9,5 mio. kr. årligt fra 2026 til dette formål.
Opgør med ulovligheder
Hos De Konservative er man også meget tilfreds med aftalen, skriver Fyens Stiftstidende. By- og kulturrådmand Søren Windell (K) fremhæver bl.a., at der afsættes 100 mio. kr. til at udvide kommunens halkapacitet, hvor ambitionen er, at der opføres tre til fire nye haller. Han påpeger også, at der er sat penge af til et kolonihaveteam, som skal gøre op med ulovligheder i haveforeningerne i Odense.
- Så kan vi få gjort op ved området, der er så betændt i Odense. Vi kommer også for alvor til at tage et opgør med banderne, siger rådmanden.
Helt konkret er der afsat 3 mio. kr. årligt i 2026, 2027 og 2028 til kolonihaveteamet og 3 mio. kr. årligt i 2026, 2027 og 2028 til en forstærket indsats mod kriminelle klaner under beskæftigelses- og socialudvalget. Derudover anvendes også 14 mio. kr., som udvalget har opsparet i mindreforbrug, til indsatsen mod kriminelle klaner, så de samlede investeringer lyder på 23 mio. kr. fordelt over de tre år.
Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.