

FAABORG-MIDTFYN: En samlet kommunalbestyrelse sætter en retning for fremtiden i Faaborg-Midtfyn med budgetaftalen 2026, hvor den nære velfærd for børn, ældre og borgere med særlige behov prioriteres samtidig med, at der fortsat er fokus på udvikling i kommunen.
I budgetaftalen pointerer kommunalbestyrelsen, at der har været ro og klare rammer om årets budgetproces, fordi regeringen tidligt meldte tilskuddene ud.
"Det har givet mulighed for en bedre inddragelse af både borgere og medarbejdere. Det sætter vi pris på, og det har stor værdi for budgetarbejdet", står der i aftaleteksten.
Faaborg-Midtfyn modtager 34,9 mio. kr. i 2026 som kompensation vedr. mistet grundskyld, og dertil kommer et etårigt finansieringstilskud svarende til 27,5 mio. kr. Ikke mindst modtager kommunen 15 mio. kr. fra §16-puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner.
Kommunalbestyrelsen påpeger dog, at den økonomiske situation ser mere usikker ud i de kommende år, bl.a. på grund af de mange reformer, der skal implementeres, en uvished om ændringer i udligningen af selskabsskatten, en kommende udligningsreform samt reguleringer i grundskyld og selvbudgettering.
Reduktioner og udvidelser
I årets budgetforhandlinger har kommunalbestyrelsen haft et særligt fokus på socialområdet.
"Selvom vi i perioden 2018-2025 har forøget det årlige budget til området med i alt 94,7 mio. kr., så har udviklingen i 2025 vist os, at selv ikke dette er tilstrækkeligt. Vi ønsker at kunne hjælpe alle udsatte børn og voksne, hvis livskvalitet er afhængig af hjælp fra kommunen," står der i aftaleteksten.
Området tilføres derfor yderligere 40,3 mio. kr. årligt, som bl.a. skal bidrage til en forebyggende indsats.
I 2026 gennemføres der besparelser på 3,9 mio. kr. og effektiviseringer for 6,3 mio. kr., som samlet giver en reduktion på 10,2 mio. kr., stigende til 11,2 mio. kr. i 2029. Samtidig laves der driftsudvidelser for 13,4 mio. kr. i 2026, stigende til 21,8 mio. kr. i 2029.
Kommunen forventer et fald i antal børn i dagtilbud og skoler i 2026 og reducerer derfor budgetterne på dagtilbudsområdet med 3,6 mio. kr., skoleområdet med 1,9 mio. kr. og sundhedsplejen med 0,4 mio. kr. Andelen af ældre er voksende, og derfor tilføres ældreområdet 7 mio. kr.
Samlet set er der budgetstigninger fra 2025 til 2026 på velfærdsområderne på 41,3 mio. kr.
På anlægssiden er der afsat 96,4 mio. kr. til anlægsprojekter i 2026, og over hele budgetperioden 2026-2029 er der samlet afsat 400,5 mio. kr. til anlæg.
Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.