Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Bredt hold vil hjælpe Randers' udsatte unge

Nyskabende samarbejde i Randers skal løfte hundredvis af unge kontanthjælpsmodtagere med psykiske problemer

RANDERS: Et usædvanligt bredt hold af lokale aktører - kommunale og private - vil løfte Randers godt 650 unge med misbrugs eller psykiske problemer på kontanthjælp videre til en uddannelse eller et arbejde.

Det drejer sig blandt andet om Jobcenter Randers, Randers Sundhedscenter, AOF, Randers Daghøjskole, Ungdommens Uddannelsesvejledning og fodboldklubben Randers FC.

- Vi oplever, at det bliver sværere og sværere at hjælpe de her unge videre, og der er brug for at tænke nyt, hvis ikke vi skal tabe rigtig mange psykisk sårbare unge på gulvet. Der er brug for en bedre og mere målrettet indsats, og det kommer vi med nu, siger Jørgen Haunstrup, der er afdelingsleder på Jobcenter Randers.

Mentor til 600 unge
Randers Kommune har netop fået bevilget godt 5.4 millioner af Arbejdsmarkedsstyrelsen til projektet, og til efteråret bliver alle sejl sat til.

Over 600 unge skal involveres i projektet. Alle unge får en mentor, der skal støtte dem undervejs. Og standby på sidelinjen står de lokale kræfter som Randers Sundhedscenter, Rusmiddelcenter Randers og Randers FC - klar til at træde på banen, når der bliver brug for det.

- Vi har et mål om, at mindst 35 procent kommer i enten job eller uddannelse. Det er højt sat, men der vil også virkelig blive gjort en stor indsats, hvor vi skræddersyr forløbene til hver eneste deltager. Kort sagt vil vi afklare den enkeltes ønsker for fremtiden og holde dem op mod de problemer og barrierer, der gør, at de ikke bliver ført ud i livet. De problemer vil vi så forsøge at løse ved at trække på de mange ressourcer, der er i lokalområdet, siger Jørgen Haunstrup.

Inspiration til fremtiden
Eksempelvis vil en person med misbrugsproblemer blive tilbudt hjælp af Rusmiddelcenter Randers. Er der behov for, at en person kommer i praktik på en virksomhed, kan jobcenteret trække på Randers FCs gode kontakt til mange virksomheder. Og AOF, Randers Daghøjskole, Ungdommens Uddannelsesvejledning og uddannelsesinstitutionerne skal hjælpe de unge ind i uddannelsessystemet, når der er behov for det.

- Jeg tror på, at vi gennem det her projekt får skabt en måde, hvor vi hjælper de unge bedre, end vi hidtil har gjort. Og vores ambition er helt klart at vi ender med et bud på, hvordan kommunerne i fremtiden hjælper psykisk sårbare unge bedst muligt, siger Jørgen Haunstrup.

FAKTA:

  • Projektets målgruppe er unge kontanthjælpsmodtagere (18-30 år) i såkaldt match 2 og 3 med psykiske problemstillinger som en central barriere for uddannelse og beskæftigelse.
  • Indsatsen over for de unge styres af Jobcenter Randers og skal foregå i et bredt koordineret samarbejde mellem kommunale aktører, lokale uddannelsesinstitutioner og fodboldklubben Randers FC, som i Randers FC Jobakademi vil inddrage klubbens tætte virksomhedsnetværk til en virksomhedsplaceret opkvalificering af de unge.
  • På grund af de unges dominerende psykiske problemer vil der desuden blive gennemført en sideløbende indsats, der fx består i psykoedukation, støtte til deltagelse i misbrugsbehandling og uddannelse i fysisk sundhed.
  • Den enkelte unge får tilknyttet en vejleder, der er ansvarlig for at udarbejde en indsatsplan sammen med den unge.
  • Forventningen er, at 610 unge deltager i projektet og, at 35 pct. af deltagerne kommer i job eller uddannelse.
  • Projektet løber frem mod udgangen af februar 2013 og er støttet med godt 5.4 millioner kroner af Arbejdsmarkedsstyrelsen.

jos