RANDERS: Efter to år med smalle 16-15-flertal for budgetterne er det denne gang fordrageligheden fra konstitueringen efter KV17, der præger budgetaftalen for 2019 i Randers.
De tre store partier Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti sætter sammen med De Konservative 26 af byrådets 31 mandater bag aftalen, mens enmandspartierne Beboerlisten, SF, Velfærdslisten, De Radikale og Enhedslisten står udenfor.
Resultatet er et budgetforlig med ekstra midler til sagsbehandling på familieområdet og vedrørende byggesager, til førstnævnte med 6 mio. kr. i 2019 og 3 mio. kr. årligt i overslagsårene og til sidstnævnte 1,5 mio. kr. årligt i 2019 og 2020. På anlægssiden er der 20 mio kr. i hver af årene 2020 og 2022 til to daginstutioner, og i 2022 tillige 10 mio. kr. i opsparing til en fremtidig ny idrætshal, som vil få en større rolle i næste års budget.
Også et byudviklingsprojekt har brug for opsparing over nogle år, konkret med 7 mio. kr. i 2019, 9 mio. kr. i 2020, 11 mio kr. i 2021 og 13 mio kr. i 2022 og med hensigt om at fortsætte både opsparingen og stigningstakten i årene derefter. En nedsættelse af dækningsafgiften for erhvervsejendomme var af byrådet i sidste byrådsperiode planlagt til udførelse i denne, men den 'sættes i bero' og provenuet øremærkes til denne opsparing.
Foruden fra ikke-nedsættelsen af dækningsafgiften kommer pengene til budgetaftalens initiativer fra et årligt effektiviseringskrav på 20 mio. kr. svarende til ca. 0,5 pct. af de kommunale serviceudgifter. Beløbet splittes ud på de enkelte fagudvalg og bevillingsområder, som selv må udmønte og implementere hver deres.
Hertil er fastlagt en tidsplan hvorefter hele besparelserne skal være klar til samlet godkendelse på byrådsmøde 10. december. Selve budgettet andenbehandles 11. oktober.
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.