ISHØJ: Der er sat underskrift på en aftale, der sikrer balance i kommunens pengekasse:
- Jeg er glad for, at alle byrådets partier står bag budget 2011. Det er et stærkt signal at sende til både borgere og medarbejdere, at vi alle vil tage et medansvar. Budget 2011 har været den største udfordring i mange år på grund af den finansielle krise, som mere eller mindre hele verden har været ramt af, siger Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S).
Ud af et budget på lidt over to milliarder har byrådet måttet finde besparelser for 22 millioner kroner. Det betyder blandt andet, at 25 stillinger bliver sparet væk, hvoraf cirka halvdelen er fundet i administrationen. I syv af tilfældene er besparelsen fundet uden, at kommunen har måttet afskedige en medarbejder, for eksempel ved at en ledig stilling ikke bliver genbesat.
Trods besparelser mener Ishøjs borgmester, at det er et godt budget:
- Mange kommuner har måttet ud og finde massive besparelser. Det har vi været forskånet for takket være et byråd og en administration, der har været på forkant med udviklingen. Det vil jeg gerne rose alle for. Vi har blandt andet haft flere budgetopfølgninger i 2010, hvilket har givet os mulighed for at omprioritere midlerne til budget 2011.
Kerneområder også ramt
Omprioriteringerne har haft den konsekvens, at byrådet har måttet finde midlerne på andre områder og i visse tilfælde også på nogle af kerneområderne:
- Vi har blandt andet på ældreområdet været ude og finde besparelser. Vi omlægger servicebussen, der er et tilbud til ældre og gangbesværede, så det bliver Ishøj Kommune, der står for driften i stedet for Movia. Vi udskyder desuden en planlagt udvidelse af omsorgscentret Kærbo med 12 plejeboliger. Selvom det selvfølgelig altid er trist, når vi skal spare, så mener jeg fortsat, at vi kan opretholde et forholdsvist højt serviceniveau.
Tirsdag den 12. oktober er der ekstraordinært byrådsmøde, hvor budgettet skal endeligt vedtages.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.