
KØBENHAVN: Flere børn i Københavns udsatte boligområder skal dyrke idræt i en forening. Derfor vil kommunen gøre det nemmere for børn og unge i syv udsatte boligområder at dyrke foreningsidræt med indsatsen ‘Aktive Børn i Forening’.
Samarbejdet skal gøre det nemmere for daginstitutionerne at inkludere børnene og deres familier, så de kan få sunde vaner ind tidligt i livet.
- Der er mange gevinster ved den nye indsats. En af dem er, at vores pædagoger og lærere får ny inspiration og mulighed for at lære børnenes udfordringer endnu bedre at kende. Sammen med foreningerne kan de motivere børnene til at holde fast i deres nye, sunde fritidsaktivitet. Det er ikke kun børnene, men samspillet mellem familien, daginstitutionerne og idrætsforeningerne, der skal arbejdes med, siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).
Tidligere og nuværende ghettoområder
Det er børn fra syv områder omkring København, som har været eller er på ghettolisten og tæller blandt andet områderne Tingbjerg, Mjølnerparken og Lundtoftegade, der kan deltage. Her er der sat fem mio. kr. af over de næste fire år.
Børnehaven eller fritidsinstitutionen udvælger de børn, som vil have størst glæde af tilbuddet blandt andet på baggrund af en vurdering af, om barnet har motoriske udfordringer og ikke dyrker idræt i forvejen, oplyser kommunen.
Det sker mellem sundheds- og omsorgsforvaltningen, børne- og ungdomsforvaltningen og kultur- og fritidsforvaltningen, der forventer at ca. 450 børn kommer til at deltage i 2020, og at tallet stiger frem mod 2023.
Fakta
På landsplan har ca. ti pct. af børnene motoriske vanskeligheder ved indskolingen, mens det i Københavns Kommune er godt 12,5 pct. af eleverne, der har to eller flere bemærkninger ved den motoriske screening i indskolingen.
Målgruppen er børn i alderen fem-ni år, som enten går i børnehave eller i fritidsinstitution. I de tilfælde hvor foreningerne har tilbud til børn under fem år, vil der også være aktiviteter for de yngre børn. Afhængig af den pågældende idræt deltager mellem 10 og 20 børn.
Indsatsen foregår i syv udsatte boligområder, som stod på regeringens ghettoliste i 2019: Mjølnerparken, Tingbjerg, Lundtoftegade, Aldersrogade, Hørgården, Gadelandet/Husumgård og Bispeparken.
Kilde: Københavns Kommune
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.