Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Balladen i S kulminerer: Ny partiforening er på vej

Medlemmer af Socialdemokratiet - heraf fire fra kommunalbestyrelsen med den nuværende gruppeformand Gunver Jensen i spidsen - danner ny partiforening som stiftes i Kalundborg.
18. SEP 2020 14.24

KALUNDBORG: Otte måneders uro og udtrykt mistillid mellem to næsten lige store fraktioner i Socialdemokratiet i Kalundborg fører nu til, at en gruppe S-medlemmer har taget initiativ til at danne en helt ny partiforening.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt Kalundborg.

Den nye partiforening får navnet Socialdemokratiet 2020 Kalundborg, og foreningen stiftes på en generalforsamling 1. oktober.

I kredsen af S-medlemmer, der bakker op om den nye forening, er fire folkevalgte medlemmer af kommunalbestyrelsen. Det er gruppeformand Gunver Jensen, Hanne Olesen, Kristine Vesterskov Olsen og Marianne Madsen. Gruppen har tillige valgt to talspersoner, Hanna Vestenaa og Willy Stig Andersen. Willy Stig Andersen var partisekretær for Socialdemokratiet under Poul Nyrup Rasmussen-regeringen fra 1993 til 2001.

Uroen i partiet tog udadtil fart i januar, da formanden, Tina Beck-Nilsson, af en enig bestyrelse blev indstillet som Socialdemokratiets nye spids- og borgmesterkandidat efter en proces, der i følge den daværende borgmesterkandidat, Gunver Jensen, var en bombe, der kom bag på de fleste. På en otte timer lang generalforsamling i februar besluttede medlemmerne at lade valg af ny spidskandidat afgøre ved en urafstemning. Urafstemningens resultat blev offentliggjort 1. juni og afslørede de to næsten lige store grupperinger i partiet: Tina Beck-Nilsson vandt med 96 stemmer mod Gunver Jensens 91.

"Ærgerligt vi ikke kan finde hinanden"

Stiftelsen af en ny partiforening betyder, at der senere skal vælges en fællesledelse, som - formentlig næste år - får til opgave at styre en fælles opstillingsliste for S til kommunalvalget i november 2021.

For formanden for Socialdemokratiet i Kalundborg, Tina Beck-Nilsson, kommer udmeldingen om en ny partiforening ikke som nogen overraskelse:

- Rygterne har gået i en rum tid. Nu er det så sluppet ud. Det er ærgerligt, at vi ikke bare kan finde hinanden i fællesskab om politikken. Men mon ikke det kommer senere, siger hun til Nordvestnyt.

ibs