
Af Lærke Cecilie Lindegård, laerke@dknyt.dk
'Kommunerne er begyndt at politianmelde borgerene for ikke at have kloakeringen i orden – hvordan løser vi det her problem?'
Sådan lød indgangsordene til et Folketings-samråd forleden fra René Christensen (DF), der havde indkaldt tre ministre – heraf fremmødte var miljøminister Ida Auken (SF) og by, bolig og landdistriktsminister Carsten Hansen (S). Baggrunden for samrådet var et stigende antal meldinger fra kommuner, hvor borgerne har svært ved at betale for de lovpåkrævede kloakeringer.
I Guldborgsund Kommune, som René Christensen bor i, har flere borgere og politikere forsøgt at råbe både den nuværende og tidligere miljøminister op omkring de problemer, landsdelens borgere har med at skaffe pengene til den tvungne kloakering. I flere tilfælde har finansieringen nemlig været et så uoverskueligt projekt, at husejere har været tæt på at måtte gå fra deres hjem.
Undersøger hjælpmuligheder
Og miljøminister Ida Auken (SF) erkendte da også på samrådet, at udgifter til forbedret spildevandsrensning eller kloakering kan udgøre en betydelig engangsudgift for den enkelte husejer. Hun bebudede at ville undersøge mulighederne for hjælp:
'Jeg har igangsat en undersøgelse af, hvorvidt hjælpemulighederne på spildevandsområdet kan forbedres. Jeg har bedt mine embedsmænd se på mulighederne for at gøre forsyningsselskabernes mulighed for at yde henstand mere håndfast, og jeg vil også få undersøgt mulighederne, der ligger inden for andre ministerområder. Jeg vil vende tilbage til udvalget, når sagen er undersøgt til bunds.'
Ida Auken understregede dog, at der i lovgivningen allerede er økonomisk hjælp at hente for de klemte husejere, der bliver pålagt at tilslutte sig kloaknettet. Miljøministeren pegede bl.a. på, at pensionister, førtidspensionister, efterlønsmodtagere – hvis de har friværdi i ejendommen – kan få et kommunalt lån til at betale tilslutningsbidraget til kloaknettet på ca. 35.000 kr., og at spildevandsselskaberne desuden kan give henstand, således at tilslutningsbidraget betales over flere år.
Lov fra 2013
Og den udmelding var René Christensen tilfreds med:
- Samrådet gik rigtigt godt. Jeg fik faktisk det, jeg ville. Nu arbejdes der med et løsningsforslag til oktober, og når vi har det, så kan der lovgives på området. Og så forventer jeg, at lovgivningen kan virke fra 2013, skriver han til dknyt i en mail, der fortsætter sådan:
- Jeg vil skrive til ministeren og opfordre til at skrive til kommunerne, at der arbejdes på en løsning. Det er vigtigt at kommunerne har denne oplysning, så de ikke behøver at politianmelde disse udsatte borgere, som jo faktisk ikke har gjort noget ulovligt, men blot har en stram økonomi.
Også socialminister Karen Hækkerup (S) var indkaldt til samrådet, men ikke fremmødt.
Fakta om Vandplanerne:
I februar lancerede regeringen nye vandplaner, der skal gennemføres inden 2015. Et led i planerne er, at 40.000 husstande skal kobles på et kloaknet eller have forbedret spildevandsrensningen, da mange ejendomme leder urenset spildevand direkte ud i naturen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.