
VARDE: Varde Kommune satser nu hårdt på at nedbringe ventetiden for landmænd, der skal have miljøgodkendt nye tiltag, så disse hurtigt kan realiseres.
Ifølge de generelle aftaler skulle Varde Kommune i perioden 1. januar 2009 til 1. oktober 2010 ekspedere minimum 115 miljøgodkendelser, men kommunen sætter nu turbo på indsatsen og har indgået en aftale med Miljøstyrelsen og KL, der forpligter kommunen til at lave yderligere 61 godkendelser i perioden.
Da det kan være vanskeligt at skaffe personale til den proces, har man hos Teknik og Miljø lagt hjernerne i blød, og der tages nu utraditionelle skridt for at nå målet.
- Denne indsats er rigtig vigtig for os, da erhvervet har brug for at få godkendelserne hurtigere. Vi undersøger derfor i øjeblikket, om vi kan finde 1-2 kvalificerede personer, der kan gå ind og hjælpe os midlertidigt med af afhjælpe puklen.
- Samtidigt tilbyder vi nu de ansatte indenfor området, at de kan få ekstra arbejde i deres fritid. De vil så blive aflønnet med et fast beløb, for hver ekstra godkendelse de kører igennem ud over deres almindelige arbejdstid. Det er en utraditionel løsning og for de ansatte aldeles frivillig. De ansatte, der arbejder med miljøgodkendelser til daglig vil, være mere effektive end folk udefra, da de i forvejen kender hele forretningsgangen til bunds, siger lederen af Teknik og Miljø i Varde Kommune, Niels Gregersen.
I aftalen med Miljøstyrelsen ligger bl.a., at hvis Varde Kommune når målet med de ekstra 61 miljøgodkendelser inden den 1. oktober, får kommunen et tilskud til arbejdet på 2,1 mil. kr.
- Også af den grund er det naturligvis meget vigtigt for os, at vi når i mål med det planlagte antal godkendelser. Man kan sige, at det er en kraftig satsning fra vores side, men jeg er fuld af fortrøstning om, at vi nok skal nå de 176. Vi ligger allerede nu på 70 miljøgodkendelser, men vi får stadigvæk meget travlt i resten af perioden, fortæller Niels Gregersen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.