
Fra april til maj er antallet af fordrevne ukrainere, som er kommet i job i Danmark, tredoblet. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.
I maj er der foreløbigt registreret 1.055 fordrevne ukrainere i job. Ukrainerne er flygtet fra hjemlandet efter den russiske invasion af Ukraine 24. februar. Tallet ventes ifølge ministeriet at stige yderligere, fordi virksomheder frem til 10. juni kan indberette løn for maj.
De seneste tal fra Udlændingestyrelsen viser, at 28.089 fordrevne ukrainere har fået opholdstilladelse efter den såkaldte særlov, også kendt som ukrainerloven. En opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser ifølge ministeriet, at 6.036 fordrevne ukrainere har tilmeldt sig Jobnet, og at 6.717 er visiteret jobparate per 5. juni.
Tilfreds beskæftigelsesminister
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er tilfreds med udviklingen.
- En sjettedel har fundet et job, siden krigen brød ud, og det er ret godt gået, siger ministeren. Jeg tror ikke, at der er nogen af de tilstrømninger, vi har taget imod i den nyere danmarkshistorie, hvor der er så stor en andel, som er kommet så hurtigt i arbejde. Vi vil gerne have dem alle i arbejde, og det har de heldigvis en stor appetit på, siger Hummelgaard.
Han påpeger, at der fortsat er en del ukrainere, der mangler at få opholdstilladelse, og at der også er ukrainere, der har fået opholdstilladelse, men som endnu ikke har fået bopæl eller pasning til deres børn.
Ifølge Hummelgaard er det især i hotel- og restaurationsbranchen, at de fordrevne ukrainere hidtil er kommet i beskæftigelse. Også inden for landbrug, skovbrug og fiskeri samt rejsebranchen og rengøring har ukrainere fået job.
Erhvervslivet glæder sig
Udviklingen skaber også glæde i erhvervslivet.
- Det er meget positivt, at så mange ukrainere er kommet i arbejde. Det er en flot stigning fra april til maj, og det er helt forventet, at der ville gå en måned mere, inden vi rigtigt kunne se ansættelserne i tallene, siger vicedirektør i Dansk Industri Steen Nielsen i en skriftlig kommentar
Hos Dansk Erhverv udtaler arbejdsmarkedschef Peter Halkjær i en skriftlig kommentar:
- I Dansk Erhverv noteres det med glæde, at antallet af ukrainere i job nu begynder at stige. Det er altafgørende for, at arbejdsgiverne kan ansætte ukrainske flygtninge, at de ikke længere skal vente i måneder på at få en opholdstilladelse, før de kan komme i gang med at arbejde.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.