dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Alle pædagoger i Køge får nu ekstra forberedelsestid

Et forsøg med betalt forberedelsestid til pædagoger har så god effekt, at ordningen nu bliver gjort permanent i alle dagtilbud i Køge Kommune.

KØGE: Gør det virkelig en forskel, at pædagoger har mere tid til at forberede sig?

Ja, er det klare svar fra Køge Kommune, som nu vil sikre mere forberedelsestid til alle pædagoger efter et forsøg, der har vist stor effekt.

Arbejdsglæden blandt medarbejderne er blevet højere, og 90 procent af de adspurgte pædagoger svarer, at forberedelsestiden i høj grad har styrket kvaliteten i det pædagogiske arbejde og dermed børnenes trivsel.

18 af kommunens dagtilbud har deltaget i forsøget med at have betalt forberedelsestid i halvandet år. Forberedelsestiden giver pædagogerne mulighed for at planlægge aktiviteter og reflektere over det pædagogiske arbejde, uden at det går ud over antallet af pædagoger på stuen og samværet med børnene.

Færre pædagoger skifter job

Køge Kommune har derfor, som en af de første kommuner i landet besluttet at gøre ordningen permanent, så den fra januar 2025 omfatter alle pædagoger i kommunens dagtilbud.

Der afsættes en times forberedelse om ugen pr. pædagog, som dagtilbuddene selv beslutter, hvordan de vil organisere.

- Ved at prioritere den pædagogiske faglighed har der vist sig en række gode sideeffekter. Vi så for eksempel, at færre pædagoger skiftede job i den periode, hvor forsøget med forberedelsestid kørte, ligesom flere gik op i tid. Alt tyder på, at vi har fat i noget rigtigt her, som virkelig gør en forskel for vores medarbejdere i hverdagen, og som dermed giver en tryghed og kontinuitet i børnelivet i kommunens dagtilbud, siger formand for Børneudvalget, Pernille Sylvest.

I forsøgsperioden i 2023 var der en personaleomsætningsprocent på knap 4,4 procent mod de gennemsnitlige ca. 16 procent i tidligere år.

Større arbejdsglæde

Forskning peger på, at dagtilbud af høj kvalitet kræver systematisk pædagogisk arbejde og faglige refleksioner, hvilket er baggrunden for, at Køge startede forsøget med mere forberedelsestid.

Evalueringen fra de 18 dagtilbud viser også, at 70 procent af lederne svarer, at de mærker, at arbejdsglæden og trivslen er steget i meget høj grad.

- Jeg oplever, at der er en dårlig samvittighed, som er forsvundet, fordi pædagogerne nu ikke føler, at de tager tid fra børnene for at forberede sig. Det giver nemlig ro og overskud til at være nærværende i hverdagen i relationsarbejdet med børn og forældre, siger Tanja Dømler Blankholm, som er dagtilbudsleder i Børnehuset Møllehøj.

SRS

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/alle-paedagoger-i-koege-faar-nu-ekstra-forberedelsestid

GDPR