Aggressiv tone på generalforsamling på over otte timer - og ordstyreren gik
Ole Bjørstorp (S) karakteriserede efter generalforsamlingen tonen på mødet som aggressiv og kedelig.
Foto: Niels Christian Villmann, Ritzau Scanpix

Socialdemokraterne i Ishøj polariseret op til KV21:
Aggressiv tone på generalforsamling på over otte timer - og ordstyreren gik

Byrådsgruppen er splittet mellem seks på borgmester Ole Bjørstorps hold og fem på udfordrer Merete Amdisens hold.
9. SEP 2020 15.17

ISHØJ: Flere forlod mødet undervejs, men fra begyndelsen var der 137 medlemmer mødt frem til en noget vild generalforsamling i en af de socialdemokratiske højborge på den københavnske vestegn, Ishøj.

Mødet blev ekstremt langtrukkent - på otte en halv time - og ordstyreren skred efter halvanden time efter kritik for at misbruge sin magt som ordstyrer. I det hele taget blev mødet illustrativt på den splittelse, S-gruppen har haft, siden den mangeårige borgmester - landets ældste - Ole Bjørstorp meldte sit spidskandidatur uden om de officielle partikanaler.

De 11 - absolut flertal i det 19 mand store byråd - fordeler sig ifølge Sydkysten med seks, der holder med Bjørstorp, og fem på udfordrer Merete Amdisens hold. 

Generalforsamlingen skulle slet ikke beskæftige sig med kandidater til KV21, men polariseringen i gruppen gjorde det til en hård omgang. Bjørstorp siger til avisen, at tonen var kedelig og aggressiv og ikke tjente til ære.

 

Så har man prøvet det med. En generalforsamling i Socialdemokratiet i Ishøj der varede over 8,5 time. Alene...

Slået op af Martin Niels BadenSøndag den 6. september 2020

 

Der skulle blandt andet vælges fire bestyrelsesmedlemmer, og der var kampvalg om alle fire poster. 

I et facebookopslag beskriver partimedlem Martin Niels Baden, hvordan alene ændringsforslag til forretningsorden tog over 1,5 time og "næsten ingen personvalg for små til et kampvalg".

"Masser af debat og ændringsforslag om proceduren til spidskandidatvalg. Alligevel blev det påstået at der ikke var tale om en mistillidsdagsorden. En del forlod mødet undervejs og det er forståeligt, men jeg er vildt imponeret over dem der holdt ved."

Baden, der  åbenbart ikke selv holdt de otte en halv time ud, stiller spørgsmålet, om der mon lurer en tredje kandidat i kulissen. En andet - nyt - partimedlem skriver i samme tråd, hvor gloser som "vildt" og "absurd" går igen, om  "ingen solidaritet imellem lejrene. For mig at se, kræves der en løsning på denne polarisering, før det er muligt at komme videre. Jeg finder det dybt desillusionerende".

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev