dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Udsatte børn og unge skal med ny aftale have den undervisning, de har krav på, lyder det fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). (Arkivfoto).
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Aftale skal kvalitetssikre udsatte børn og unges skolegang

Aftalen skal sikre en bedre vurdering, visitation og opfølgning for elever på interne skoler, så de får det rette skoletilbud så hurtigt som muligt.
16. MAR 2022 13.45

Udsatte og anbragte børn har ikke fået den undervisning, de har krav på. Men det skal en ny aftale lave om på, skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse. Den er indgået med et bredt flertal i Folketinget 

- Vi har simpelthen ikke som samfund taget opgaven med at sørge for kvalitetstilbud til en stribe udsatte børn - herunder også anbragte børn - alvorligt nok, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Aftalen styrker blandt andet det kommunale myndighedsansvar for dagbehandlingstilbud og specialundervisningstilbud på anbringelsessteder. Det betyder, at offentlige og private tilbud skal indgå en kvalitetsaftale med kommunen. og giver kommunerne ansvaret for at sikre, at udsatte børn og unge får den undervisning, de har krav på.

Kvalitetskrav og tilsyn

Kvalitetsaftalerne med kommunerne skal indgås efter en skabelon, som udarbejdes i samarbejde med parter og interessenter. For dagbehandlingstilbud skal kvalitetsaftalen både omfatte undervisningstilbuddet og den socialfaglige del.

I kvalitetsaftalen stilles der endvidere krav til samarbejde mellem henholdsvis det lokale skolevæsen og dagbehandlingstilbud og specialundervisningstilbud på interne skoler. Derudover sikrer aftalen en bedre vurdering, visitation og opfølgning for elever på interne skoler, så de får det rette skoletilbud så hurtigt som muligt.

I folkeskolen sørger forældre for at "råbe vagt i gevær", hvis der er noget galt. Men det er ikke blevet gjort for gruppen af udsatte, siger ministeren. Derfor er området ikke blevet prioriteret lige så meget som folkeskolen.

- Man har ladet de allermest udsatte børn og unge gå på skoler, der ikke har været nogen regulering af. Det var ikke gået en uge i folkeskolen. Så havde forældrene lavet revolte eller noget, der ligner, siger hun.

Mere tilsyn med frie og private skoler

Fremover skal tilsynet også styrkes når det gælder fri- og privatskoler med kostafdeling, efterskoler og frie fagskoler, der har anbragt børn og unge. Skolerne skal fremadrettet godkendes af Socialtilsynet til anbringelse, hvis de ønsker at have pladser til anbringelse uanset antallet af pladser, hvor dette i dag gælder for skoler med mindst otte pladser til anbringelse. 

Endelig indføres som et forsøg mulighed for, at uddannelsesinstitutionerne kan tilbyde anbragte unge et forlænget uddannelsesforløb på gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser.

Der afsættes samlet set ca. 200 mio. kr. i 2022-2028 og ca 29 mio. varigt fra 2029. Derudover afsættes der midler, ca. 38 mio. kr., til en implementeringspulje og et statsligt rejsehold, der skal understøtte kommunernes arbejde med at forbedre kvaliteten af undervisningen og med tilsyn.

Kritik fra ombudsmanden

Ombudsmandens Børnekontor har siden 2016 flere gange rejst kritik af manglende undervisning for de anbragte og udsatte børn og unge.

Aftalen er blevet forsinket af corona. Men opgaven har også været svær, fordi der er tale om børn med meget forskellige behov, siger ministeren.

- Her behandler vi elevgrupper, hvor nogle er stærkt psykisk syge og indlagt. For andre grupper kan det være, fordi ens forældre er døde i en trafikulykke og man er anbragt, men ellers ikke har psykiske sygdomme eller indlæringsvanskeligheder, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Regeringen har flere steder forsøgt at afbureaukratisere og give kommunerne mere frihed. Men dette område har ganske enkelt været underreguleret. Derfor er det nødvendigt at "gå den anden vej", siger ministeren.

Ritzau/cwa
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/aftale-skal-kvalitetssikre-udsatte-boern-og-unges-skolegang

GDPR