dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Annette Lind (S) er snart fortid i Folketinget. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ældreordfører for S stopper i Folketinget til februar

Annette Lind er snart fortid i Folketinget, som hun har været medlem af siden 2011. Hun skal være generalkonsul i Flensborg.

Folketingsmedlem Annette Lind (S) udtræder af Folketinget 29. februar, da hun skal være Danmarks generalkonsul i Flensborg. Det oplyser Udenrigsministeriet.

Annette Lind har siddet i Folketinget, valgt i Vestjylland, siden 2011 og er i øjeblikket ældreordfører for Socialdemokratiet.  Hun afløser 1. marts Kim Andersen, som tidligere har siddet i Folketinget for Venstre, i generalkonsuljobbet.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger, at generalkonsulen spiller en central rolle som "diplomatisk forpost" til Danmarks nabo.

- Det gælder ikke mindst i forhold til det danske mindretal og for danske interesser i grænseområdet. Arbejdet som generalkonsul indebærer stor politisk kontakt med nøgleaktører i grænseområdet. Jeg er sikker på, at Annette Lind kommer til at fylde rollen ud på bedste vis med sit brede politiske netværk og erfaring på det internationale område, siger Løkke.

Ingen ministerjob

Annette Lind udtaler i en pressemeddelelse, at hun ikke kunne sige nej til muligheden.

- Nu ser jeg ser frem til at fortsætte og styrke indsatsen for det danske mindretal og til en dagligdag i grænseregionen. Det dansk-tyske forhold har måske aldrig været vigtigere, end det er i dag. Derfor er det afgørende for mig, at vi udvikler det samarbejde og gør de danske interesser i grænselandet gældende, siger hun.

Annette Lind ser ikke jobbet i Flensborg som en retrætepost, eller et udtryk for at hun har nået grænsen for, hvad hun kan blive i Folketinget og i dansk politik.

- Det her handler om et udviklende og karrierefremmende job for mig. Jeg er stadig ung, og jeg tror, at jeg kan bidrage med meget i det sydslesvigske og i grænseregionen, siger Annette Lind til Ritzau.

Om hun en dag vil forsøge at vende retur til Folketinget, ved hun ikke.

- Nu er det et farvel til Christiansborg. Jeg har mange år tilbage. Jeg vil ikke udelukke noget som helst, om hvad jeg skal i mit ældre liv, siger hun.

Gaardsted er 1. suppleant

Partiets 1. suppleant i Vestjyllands Storkreds er Karin Gaardsted, som også tidligere har siddet i Folketinget i to perioder, men røg ud ved FV19. Siden har hun været inde som stedfortræder et halvt år i 2021.

Hun er også tidligere viceborgmester i Viborg fra 2010 til hun blev valgt til Folketinget i 2011.


/ritzau/ak

Senere opdateret med flere detaljer, bl.a. om 1. suppleanten.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/aeldreordfoerer-for-s-stopper-i-folketinget-til-februar

GDPR