Ældre og indvandrere står bag 2010ernes befolkningstilvækst
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Ældre og indvandrere står bag 2010'ernes befolkningstilvækst

Der er færre unge end tidligere, og befolkningstilvæksten er faldende. Ændret befolkningssammensætning kan give udfordringer, mener økonom.
11. FEB 2020 10.28

Vi bliver flere indbyggere i Danmark. I løbet af det seneste år er antallet steget med 16.682, og ser man på hele årtiet, har 2010'erne budt på den største befolkningstilvækst siden 1960'erne.

Det oplyser Dansk Erhverv på baggrund af de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Kristian Skriver er økonom i erhvervsorganisationen, og han ser med bekymring på udviklingen i befolkningens sammensætning.

- Der er sket en markant forskydning i befolkningens sammensætning i løbet af det seneste årti. Tendensen er, at der bliver færre under 20 år og betydeligt flere over 65 år.

- I aldersgruppen derimellem, som vi typisk kalder arbejdsmarkedets kernetropper, er der en lille stigning, men det er klart en udfordring for dansk økonomi, når vi får rykket grænsen mellem erhvervsaktive og antallet af ældre. Det kan give et opadgående pres på de offentlige finanser, siger han.

Højere pensionsalder hjælper
Kristian Skriver påpeger, at der er ved at blive taget hånd om problematikken, blandt andet ved at øge pensionsalderen. I år er den steget til 66 år, og den stiger efter planen også de kommende to år.

- Tallene understreger, at der er behov for at holde fast i de gennemførte reformer af tilbagetrækningsalderen, siger Kristian Skriver.

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at befolkningen den første dag i 2020 bestod af 5.822.763 indbyggere.

Stigningen for det seneste år er på 0,3 pct., hvilket er mindre end de seneste fem år, hvor der i gennemsnit har været en stigning på 0,6 pct.

Den lavere befolkningstilvækst det seneste år skyldes ifølge Danmarks Statistik især, at der er en lavere indvandring til Danmark, mens flere udenlandske statsborgere har forladt landet.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt