Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Aarhus Kommune vil hver dag vise smittetal for blandt andet postnumre og aldersgrupper.
Foto: Screendump

Aarhus offentliggør smittedata fordelt på postnumre og alder

Borgerne kan nu følge med i, hvor smitten er mest udbredt i kommunen.
26. NOV 2020 6.15
TEMA: Corona

AARHUS: Fremover vil aarhusianere og alle andre hver dag kunne følge med i, hvordan smitten udvikler sig i kommunen, hvilke postnumre der har flest smittede i forhold til indbyggertal, og hvilke aldersgrupper der især er smittet.

Håbet er, at åbenhed om data kan medvirke til større opmærksomhed og motivation til at få de lidt for høje smittetal bragt ned, oplyser kommunen.

- Vi bliver ved med at se for høje smittetal i Aarhus. Derfor lægger vi nu de nye data ud for at skærpe opmærksomheden. Både i august og begyndelsen af september fik vi ved fælles hjælp smitten bragt ned. Det skal vi lykkes med igen, siger stadsdirektør Niels Højberg, som er leder af kommunens kriseledelse.

Han understreger, at det ikke er et signal om, at man kan slappe af i de områder, hvor der ikke er så meget smitte.

De fremlagte data baserer sig på de data, man hver dag modtager fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Kommunen understreger, at man ikke vil kunne identificere de smittede ud fra data, og at alle data under fem personer er anonymiserede af samme grund.

Styrelsen for Patientsikkerhed har været taget med på råd af Aarhus Kommune og er tilfreds med, at data ikke kan henføres til enkeltpersoner, oplyser styrelsen til DK Nyt.

Se kommunens oversigt her.

Skoler opfordres til dialog med lokalområdet

Udover at offentliggøre data tager kommunen et andet nyt redskab i brug i kampen mod corona. Børn og Unge-magistraten vil tage kontakt til skolelederne i områder, hvor der er udbredt smitte, og bede dem tage initiativ til en dialog i lokalområderne om, hvad der skal til for at nedbringe smitten.

Det skyldes gode erfaringer fra en skole, som for nylig tog initiativ til konkret dialog med forældre og borgere i området.

- De erfaringer vil vi gerne brede ud. Vi har den sidste periode oplevet stigende smittetal og hjemsendelser fra skoler, dagtilbud og klubber. Den udvikling skal vi gøre, hvad vi kan, for at vende, siger direktør for Børn og Unge, Martin Østergaard Christensen.