AARHUS: Fredag 11. april blev prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag markeret på rådhuset i Aarhus med fødselsdagssang, modeshow, parkour og flotte fødselsdagskager, mens mere end hundrede borgere var mødt op for at tage imod de kongelige, og omkring 200 lokale unge var inviteret med til festen indenfor.
Fejringen indebar også en gave fra Aarhus Kommune: Et guldarmbånd til 10.000 kr.
Netop guldarmbåndet fra Aarhus og de andre gaver, prinsessen har modtaget fra Folketinget og regeringen til en værdi på i alt 36.000 kroner, er blevet kritiseret af Jesper Olsen, der er formand for Transparency International Danmark - en NGO, der arbejder for at bekæmpe korruption.
- Problemet er, at man her giver en økonomisk fordel til kongehuset, men den økonomiske relation mellem skatteborgerne og kongehuset er allerede gjort op ved finansloven, siger han.
- Derfor skal de aarhusianske skatteydere ikke betale yderligere til kongehuset.
Borgmester i Aarhus Kommune, Anders Winnerskjold (S), står dog gerne på mål for beslutningen om at begave prinsessen med et armbånd til 10.000 kroner - også selvom det er skatteborgerne, der betaler prisen.
- Man kan altid have en diskussion af det her, men jeg synes, det er helt okay, at vi kommer med en gave til 10.000 kr., når vi har sagt ja til at holde en fødselsdagsfest for prinsesse Isabella. Det har vi råd til. Også i Aarhus Kommune, lyder det fra Anders Winnerskjold.
Men kunne man ikke have fundet en gave, der ikke havde kostet så meget?
- Jo, og man kunne også have fundet noget til 100.000, så vi har forsøgt at finde et lejde. Jeg synes også, det er en dyr gave, men jeg synes også, det er passende, når man inviterer til fødselsdag på den her måde. Så det står jeg på mål for, uddyber Anders Winnerskjold.
Handler ikke om størrelsen
Men ifølge formand for Transparency International Danmark, Jesper Olsen, er det slet ikke gavens størrelse, der er problemet.
Det største problem er ifølge formanden, at kommunen i det hele taget giver en gave til prinsessen.
- Hvis vi ser på fejringen af prinsesse Isabella, er det relationerne, der betyder noget. Receptionen var ramme om relationer mellem Aarhus og kongefamilien, forklarer Jesper Olsen.
I stedet mener Jesper Olsen, at Aarhus Kommune udelukkende skulle have inviteret prinsesse Isabella og kongehuset til reception og slet ikke have givet prinsessen en gave udover.
- Kongehuset er så vigtigt, at det ikke skal have gaver, siger Jesper Olsen.
Fik legeslot på halvt ton i dåbsgave
I en pressemeddelelse skriver Statsministeriet, at regeringen sammen med resten af Folketinget har givet prinsessen smykker fra Georg Jensen. Gaven har en samlet værdi på cirka 26.000 kr., som betales af Folketinget og regeringen.
Prinsessen fik dog ikke en gave fra Københavns Kommune. I en mail til Ekstra Bladet fra Økonomiforvaltningen, oplyser kommunen at Københavns Kommune ikke giver en gave, men i stedet flager på dagen.
Ekstra Bladet skriver desuden, at da prinsesse Isabella blev døbt i 2007, fik hun foræret et legeslot udformet som Marselisborg Slot til en værdi af 165.000 kr. af Aarhus Kommune. Legeslottet var i størrelsesforholdet 1:10 og vejede over et halvt ton.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.