Åbent brev om kommunernes angreb på personer med handicap, retssikkerheden og velfærdssamfundet

Kære Claus Hjort Frederiksen

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at handicaporganisationerne er dybt bekymrede over udmeldingerne fra forhandlerne fra kommunerne vedrørende dette års aftale mellem dig og KL.

Vi kan allerede nu se, at forhandlingerne vil få nogle konsekvenser, der bliver fatale for de mest sårbare grupper blandt personer med handicap, bl.a. fordi de i dag ses som den direkte årsag til den begrænsede økonomi i de kommunale kasser.

Da aftalen mellem dig og KL blev indgået i 2010 anerkendte vi, at kommunerne tilsyneladende havde brug for en analyse til hjælp til bedre at kunne styre deres budgetter, bl.a. på det sociale område, men det gjorde vi kun, fordi det blev lovet i aftalen, at det skulle 'gennemføres under hensyn til en fortsat fastholdelse af princippet om det konkrete individuelle skøn i visitationen samt et fokus på borgerens retssikkerhed'. (Aftalen mellem Regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2011)

Det vi hører nu fra borgmestrene i mange af de 98 kommuner er,

• At det nuværende klagesystem skal begrænses betydeligt i sine muligheder for at ændre ulovligheder og urimeligheder i de kommunale beslutninger over for borgere, der har behov for hjælp efter gældende lovgivning.
• At det individuelle skøn i visitationen skal elimineres til fordel for første kvalitets-standarder med mulighed for at bestemme den maksimale ydelse til borgerne - uan-set deres behov.

Det betyder, at borgernes retssikkerhed trues i et omfang, som ikke er et velfærdssamfund værdigt, og som bestemt heller ikke er i overensstemmelse med de intentioner, Folketinget har lagt i den lovgivning, der er vedtaget.

Der lægges op til en historisk reduktion af retssikkerheden for de svageste i vores samfund. Efter vores opfattelse er vi på vej til en retstilstand, som sætter os tilbage til særforsorgens tid.

Vi mener, at kommunerne kommer med alverdens anklager mod lovgivningen, klagesystemet og borgerne med handicap og deres pårørende. Anklager som intet har på sig.

Det er et faktum

• At kommunerne får ret i 75-80% af klagerne, mens kun 8-10% ændres - og ikke altid til borgernes fordel.
• At 10-15% af klagerne henvises til fornyet kommunalsagsbehandling pga. sjusk i det kommunale bureaukrati. Og en gang imellem varer det 20-30 måneder før sagen afgøres på ny. Kommunerne spekulerer i at trække tiden.
• At langt fra alle borgere klager over forkerte afgørelser, hvorfor kommunerne kan have økonomisk interesse i at nogle få personer klager (og måske vinder), mens re-sten undlader at klage og derved sparer kommunen - ulovligt.
• At kommunerne altid vil være de stærke i kampen mod borgerne, der ikke har de samme juridiske ressourcer at kæmpe med - tværtimod har borgerne kun deres egne erfaringer og behov at sætte i spil.
• At når borgerne er meget forskellige, må det også blive forskellige beslutninger, der træffes for at imødekomme behov - derfor er der behov for en konkret individuel vurdering baseret på et skøn (inden for lovgivningens rammer).
• At mange kommunale kvalitetsstandarder allerede ofte er formuleret i strid med lovgivningen ved at introducere ulovlige niveauer for maksimum.
• At den kommunale sagsbehandlingstid bliver længere og længere - fordi kommunerne mener, at det kan betyde besparelser.
• At Folketinget desværre ofte overlader det til klagesystemet at fastsætte praksis i forhold til den lovlige administration af lovgivningen frem for selv at være mere præcis i forhold til lovgivningens intentioner og formål.

Frem for at forringe borgernes retssikkerhed yderligere, sætte borgerne på beregningsformel, skabe 98 forskellige kommunale fortolkninger af lovgivning og skyde velfærdssam-fundet itu, så skulle du og resten af regeringen hellere prøve at se på, om ikke det er borgernes tarv, der skal sættes i højsædet frem for borgmestrenes manglende evne til at løse de opgaver, de er blevet valgt til.

Da det er et åbent brev, er det naturligvis sendt til andre politiske interessenter og ikke mindst medierne.

På forhånd tak for større omtanke for de svageste og mest sårbare i samfundet

Stig Langvad