FREDERICA: Et konstitueringsaftale overtrumfer ikke de almindelige habilitetsregler, har Ankestyrelsen afgjort i en gammel sag fra Fredericia Kommune: Efter KV13 indgik det her som et enkelt blandt flere hundrede elementer, at et byrådsmedlems ægtefælle skulle udpeges som det ene af kommunens to medlemmer af Skatteankenævn Vejle.
Konstitueringsaftalen og fordelingen af poster var på forhånd handlet af mellem samtlige partier i byrådet, og derfor tog Fredericia Byråd ikke stilling til habilitet eller ej for de enkelte poster, men godkendte det hele under ét. Men den går ikke, har Ankestyrelsen nu afgjort. Hvis man er inhabil, er man inhabil uanset fremgangsmåden.
Ankestyrelsen tager dog ikke stilling til gyldigheden af udpegningen af det pågældende skatteankenævnsmedlem, og det undlader Fredericia Byråd ikke at notere sig i sit svar. Valgperioden til nævnet udløber nemlig her til nytår, og det endda kun fordi den ekstraordinært er blevet forlænget med et halvt år.
Til den kommende valgperiode har det nuværende Fredericia Byråd udpeget to andre medlemmer til det kommende Skatteankenævn Vejle, og byrådet erklærer sig i øvrigt enig i Ankestyrelsens opfattelse af, hvordan tingene bør foregå. Det nuværende byråd bemærker derfor også i sit svar, at sagen skriver sig tilbage til det tidligere byråd, og da det nuværende byråd konstituerede sig, skete det da også i form af en meget lang række dagsordenspunkter og ikke bare under ét.
Dog, i det tidligere byråd var borgmesteren den samme som i det nuværende, og godkendelsen dengang foregik ved, at 'borgmesteren læste navnene op på de personer, som byrådet via konstitueringsaftalen var blevet enige om skulle udpeges. Der var således ingen behandling eller drøftelse af et eneste punkt på den konstituerende dagsorden', som det efterfølgende blev beskrevet i et svar fra den daværende kommunaldirektør Michael Holst til den borger, der startede sagen ved at klage over fremgangsmåden.
Klagen blev først indgivet til kommunen i december 2016, altså tre år efter at den omstridte konstitueringsaftale blev godkendt på den kritiserede måde. Da kommunen dengang ikke delte Ankestyrelsens senere opfattelse, afviste den klagen administrativt, hvorefter den via et par mellemstationer endte hos Ankestyrelsen.
Læs Ankestyrelsens udtalelse
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.