SLAGELSE: Man behøver som politiker ikke finde sig i at blive kaldt 'Nazi-Frederik', heller ikke selv om politiet ikke vil gøre en sag ud af det. Daværende byrådsmedlem Frederik Pedersen (DF) rejste i stedet en civil sag mod sin tidligere partifælle Bjørn Olsen, som nu af Retten i Næstved er blevet dømt til at betale 5.000 kr. i erstatning for tort, 13.000 kr. i sagsomkostninger samt otte dagbøder á 500 kr., skriver Sjællandske,
Dagbøderne skyldes udtrykkeligt øgenavnet 'Nazi-Frederik', hvorimod det lige så udtrykkeligt ifølge dommen ikke er over stregen, at Bjørn Olsen har kaldt Frederik Pedersen 'rablende vanvittig'.
Nazi-referencen derimod er en straffelovsovertrædelse, fordi det ifølge dommen 'er uden faktuel underbygning, at Frederik Jens Pedersen skulle være nazist eller have nazistiske sympatier'.
Den strafbare udtalelse faldt i forbindelse med et læserbrev, som blev bragt i Korsør Posten. Frederik Pedersen politianmeldte Bjørn Olsen, men politiet ville ikke rejse sag. På politiets opfordring gjorde han det i stedet selv.
Begge er nu ude af politik. Frederik Pedersen havde krævet 20.000 kr. i erstatning, men er trods det noget lavere beløb tilfreds.
- Det viser jo, at du ikke bare kan svine folk til, som det passer dig, siger han til Sjællandske.
Bjørn Olsen vil drøfte dommen med sin advokat i næste uge og har ingen umiddelbare kommentarer, skriver avisen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.