AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Sikandar Siddique (Frie Grønne) ankom til Københavns Rådhus natten til onsdag den 19. november, efter at det stod klart, at Frie Grønne havde fået et mandat i Københavns Borgerrepræsentation. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Siddique politianmelder kommune efter mistanke om læk i boligsag

Ifølge Sikandar Siddiques advokat kan der være sket et "ulovligt læk" fra kommunen i politikerens boligsag.
20. JAN 2026 15.59

KØBENHAVN: Politisk leder for Frie Grønne Sikandar Siddique har tirsdag politianmeldt Københavns Kommune på grund af "mistanke om et ulovligt læk af fortrolige oplysninger" i Siddiques sag om bopælsregistrering.

Ritzau har set politianmeldelsen, der er sendt af Siddiques advokat, Erbil Kaya, til Københavns Politi. Ekstra Bladet har også omtalt politianmeldelsen.

Ifølge politianmeldelsen har en journalist været i besiddelse af "interne og ikke-offentlige oplysninger om en foreløbig afgørelse" fra december i boligsagen.

Derfor er der "begrundet mistanke" om, at der er sket et læk, lyder det i anmeldelsen.

- Det er tydeligvis en journalist, som har fået dybt fortrolig information, der kun kan være kommet fra en lille kreds i Københavns Kommune. Det vil vi selvfølgelig have politiet til at undersøge, hvor er kommet fra, siger Erbil Kaya til Ekstra Bladet.

Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune oplyser til Ekstra Bladet, at kommunen ikke har nogen kommentarer "for nuværende".

Boligsagen drejer sig om, hvorvidt politiker Sikandar Siddique reelt bor i København eller i Herlev.

Det er afgørende, da han stillede op til kommunalvalget i november i Københavns Kommune og blev valgt ind.

Et sæde i hovedstadens borgerrepræsentation kræver dog, at man reelt bor i kommunen.

Tilbage i maj meddelte Sikandar Siddique, at han flyttede fra sin familie i Herlev Kommune til København for at kunne blive opstillet til kommunalvalget i hovedstadskommunen.

Ifølge Ekstra Bladet ejer han dog stadig sit hus i Herlev, hvor hans kone og børn fortsat bor.

Ekstra Bladets dækning af flytningen fik Herlev Kommune til at undersøge sagen før kommunalvalget.

Kommunen konkluderede, at Sikandar Siddique var "korrekt bopælsregistreret".

Det vil Københavns Kommune dog også selv undersøge, og kommunen har foreløbigt varslet, at den agter at annullere Sikandar Siddiques bopælsregistrering i København.

Sagen er dog fortsat ved at blive vurderet, da Siddique 16. januar indsendte yderligere dokumentation til kommunen.

Siddiques lejr forsøger også at inddrage Ankestyrelsen i sagen. Styrelsen er fortsat ved at vurdere, om der kan være anledning til at rejse en tilsynssag.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/siddique-politianmelder-kommune-efter-mistanke-om-laek-i-boligsag

GDPR