En 55-årig mand blev mandag idømt ni måneders ubetinget fængsel ved retten i Odense for at komme med dødstrusler i seks videoer på Facebook. Det skriver Fyens Stiftstidende.
I videoerne truede manden fra Odense en lang række mennesker som statsminister Mette Frederiksen (S), direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, og landets testpodere.
Også sygeplejersker, flere politikere, pædagoger, en præst og ansatte ved Kriminalforsorgen blev truet i videoerne.
Den 55-årige mand var mandag mødt op i retten med en T-shirt med teksten "I har våben, vi har ord - accepterer I folkemord?".
Hans trusler var ligeledes ikke for sarte sjæle. Blandt andet havde han udtalt om Mette Frederiksen og Søren Brostrøm, at "de fortjener at blive slået ihjel", skriver Fyens Stiftstidende.
Ligesom han havde sagt om pædagoger, at de skulle "nakkeskydes og have hældt sprit ned i halsen".
Tidligere dømt for trusler mod rådmand
Ifølge avisen er manden tidligere dømt for trusler mod den odenseanske rådmand Susanne Crawley (R). Her modtog han fire måneders ubetinget fængsel.
I retten mandag vedkendte den 55-årige i store træk de grove trusler. Han forklarede sig med, at han brugte "håndværkersprog".
I en ti minutters tale, der til sidst blev afbrudt af dommeren, forklarede han sig videre med, at "det var et korrupt system, der arbejdede imod ham", skriver Fyens Stiftstidende.
Mandens forsvarer har bedt om betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.