
Regeringen og EL har i dag indgået en aftale på miljøområdet. Aftalen afsætter 196 millioner til bl.a. en øget indsats mod farlig kemi, beskyttelse af drikkevand og en opprioritering af økologien, oplyser Enhedslisten.
Det har længe været en mærkesag for Enhedslisten at danskerne trygt skal kunne drikke det vand, der kommer ud af hanerne uden at behøve at være bange for farlige kemikalier. Derfor har det været et centralt krav, at der skulle igangsættes de nødvendige initiativer til drikkevandsbeskyttelse.
- Det er virkelig glædeligt at vi i dag kan melde ud, at det vigtige arbejde med at beskytte drikkevandet kan gå i gang. Efter ti år med en borgerlig regering, der har sat hensynet til landbruget højere end hensynet til drikkevandet, er det på tide at der bliver taget ansvar. Vi er derfor utrolig glade for den aftale vi har lavet, og for at kunne sige til kommunerne - nu er det bare om at komme i gang, siger miljøordfører Per Clausen (EL).
I aftalen afsættes der 40 mio. (2012 - 2013) til at påbegynde arbejdet med at udlægge de nødvendige sprøjtefri beskyttelseszoner omkring vandboringer.
- Det er en stor sejr at vi endelig kan gå i gang. De sprøjtefri zoner vil formentlig betyde, at over halvdelen af drikkevandsforureningerne fremover kan undgås. Det er klart at vi ikke er i mål endnu når det kommer til drikkevandsbeskyttelse, men dette er et uhyre vigtigt skridt i den rigtige retning, siger Per Clausen.
Det rene danske drikkevand er alvorligt truet. I hver fjerde vandboring er der konstateret sprøjtegifte og problemerne med at finde nyt rent drikkevand vokser. Vandværkerne har i årevis forsøgt at råbe politikerne op med budskabet om, at det er nødvendigt at etablere beskyttelseszoner rundt om vandboringerne, hvor der ikke må anvendes sprøjtegifte. Zonerne skal tage udgangspunkt i de vandgeologiske forhold og kan strække sig op til 300 m fra boringen.
Fakta om aftalen
Regeringen og Enhedslisten har afsat midler til følgende nye initiativer:
• Beskyttelse af drikkevandet: 40 millioner kroner i perioden 2012-2013.
• Styrket indsats for kemikalier: 48 millioner i perioden 2012-2015.
• Bedre styr på nanomaterialer og deres sikkerhed: 24 millioner 2012-2015
• Etablering af mere skov til at sikre bedre beskyttelse af grundvandet i nærheden af byer 18 mio. kr. i perioden 2012-2013.
• Fremme af økologi: 66 mio. kr. i perioden 2012-2013.
• Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, 16 mio. 2012-2015.
• Dyrenes vagtcentral: 8 mio. 2012-2015.
• Besparelsen på bevaringsarbejdet med husdyr og plantegenetiske ressourcer rulles tilbage: 3,2 mio. årligt
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.