Af Thomas Jensen
Et samarbejde mellem 39 kommuner lægger pres på indenrigsminister Bertel Haarder (V) for at få ændret et 'uretfærdigt' udligningssystem, der ifølge kommunerne ikke tager højde for de reellle sociale udgifter og forfordeler de store uddannelsesbyer.
Skævheden i udligningssystemet bevirker, at nogle kommuner har råd til et højere udgiftsniveau end andre. Dette kan hverken bortforklares med forskelle i indtægter før udligningen eller med forskelle i udgiftsbehov
som følge af borgersammensætningen, lyder en del af konklusionen på den rapport og viden kommunerne har samlet.
De 39 kommuner har den 3. november 2010 i fællesskab udsendt en pjece om systemfejlene i den sociale udligning
I går var en delegation af syv borgmestre på besøg på ministerens kontor i København.
Lovændring næste år
- Bertel Haarder fortalte os, at han regnede med, at der i februar 2011 ville komme et lovændringsforslag til udligningsreformen, siger Randers' borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) til dknyt.
Ministeren ville ikke konkretisere, hvordan og hvilke kriterier, der skulle ændres, men Finansieringsudvalget vil i december have færdiggjort sin rapport om udligningssystemet.
- Fejlene i udligningssystemet er ikke lavet bevidst, men her tre år efter, det er trådt i kraft, er det blevet tid til nogle ændringer. En kommune som Randers har mange med lave indkomster, men det er de store uddannelsesbyer, der får mest ud af udligningen, selv om de studerende i storbyerne bliver betalt af staten.
- Det her er ikke et spørgsmål om partifarve eller politiske fløje. Vi er mange kommuner, der hvert år oplever, at der er alvorlige fejl og skævheder i udligningssystemet. Det betyder blandt andet, at kommuner med få uddannelsessøgende og mange børn og ældre underkompenseres i forhold til universitetsbyerne. Det betyder bl.a., at de 39 kommuners service- og investeringsniveau er lavt, men til gengæld at skatten er høj. Nu håber jeg, at vores fælles protest til ministeren også gør indtryk, så systemet kan blive lavet om, siger borgmester i Hillerød, Kirsten Jensen (S), der også var med til mødet med ministeren.
FAKTA OM KOMMUNERNE:
Knap 33 pct. af den danske befolkning bor i en af de 39 kommuner.
Alligevel udgør de 39 kommuner hele 71 pct. af de kommuner, der fik del i skatteforhøjelsespuljen i 2010 og 67 pct. i 2011.
Tilsvarende var 54 pct. og 52 pct. af de kommuner,
som fik del i §16 og §19 særtillskudspuljerne til særligt vanskeligt stillede kommuner, fra gruppen af 39 kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.