
KØGE: Nye nationale prognoser for ledigheden får nu Økonomiudvalget og Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget til at bede Byrådet om en tillægsbevilling på 18,179 mio. kr.
- Da budgetterne blev lagt i foråret 2011, forventede man et fald i ledigheden fra andet halvår af 2011 og frem. Men både Økonomi- og Indenrigsministeriet og Beskæftigelsesregionen regner nu med, at ledigheden vil stige i 2012. Derfor indstiller vi til Byrådet, at budgettet opjusteres, så det er i trit med virkeligheden, forklarer formanden for Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget, Mogens Møller (SF).
Tillægsbevillingen skal dække kommunens ekstraudgifter til ledige, som er medlemmer af en arbejdsløshedskasse. Staten refunderer kommunernes udgifter til forsikrede ledige, så derfor kommer tillægsbevillingen ikke til at koste Køge Kommune penge i sidste ende.
Følger udviklingen tæt
Det er anden gang på kort tid, Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget beder om en tillægsbevilling til at dække udgifterne til det stigende antal ledige. I september sidste år fik arbejdsmarkedsområdet en tillægsbevilling på 22 mio. kr..
- De konjunkturafhængige udgifter på arbejdsmarkedet kan vi ikke styre på kommunalt plan. Der er vi nødt til at anvende de korrigerede tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet og Beskæftigelsesregionen. Det, vi kan gøre som kommune, er at følge udviklingen tæt og sætte tidligt ind. Samtidig er vi i fuld gang med at forbedre vores indsats, så vi kan hjælpe flere tilbage på arbejdsmarkedet - ligesom det er ekstremt vigtigt at få skabt flere arbejdspladser i lokalområdet, forklarer Mogens Møller.
mou
Fakta:
- Ved budgetlægningen sidste forår viste prognoser fra bl.a. Finansministeriet, at ledigheden ville falde fra midten af 2011 og frem.
- Nu forventer Økonomi- og Indenrigsministeriet stigende ledighed på landsplan i 2012. På den baggrund forventer Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland, at ledigheden i Østdanmark stiger med 4.000 personer det kommende år.
- I Køge Kommune er ledigheden i Køge er steget med 1,9 pct. fra december 2010 til december 2011.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.