Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

16 kommuner har fået lov til at have idrætsklasser

Undervisningsministeriet har godkendt forsøg med idrætsklasser for talenter i 7. — 9. klasse for en fem-årig periode - det gælder også optagelse efter niveau

Det betyder, at der også efter sommerferien er idrætsklasser i Team Danmarks Elitekommuner, hvor de ældste elever bliver optaget på baggrund af deres sportslige niveau.

Team Danmarks formand Carl Holst er glad for, at skolerne nu har fået sikkerhed for, at de succesfulde idrætsklasser fortsætter efter sommerferien:

- Vi har i løbet af det sidste halve år kæmpet hårdt for idrætsklasserne overlevelse. Det har vi gjort sammen med vores gode samarbejdspartnere i Elitekommunerne - hvor både elever, forældre, lærere, elitekoordinatorer og lokale politikere har knoklet for at succesen kan fortsætte. Så jeg er meget tilfreds med, at undervisningsministeren i dag har sikret, at alle idrætsklasserne fortsætter efter sommerferien.

- Det betyder nemlig, at talenterne kan få en sammenhængende hverdag, hvor skolegang og sport på højt niveau kan gå hånd i hånd, uden at de skal over i de private skoler. Nu er forsøgsordningen på plads, men det er klart, at vi naturligvis vil arbejde for, at mulighederne bliver permanente, så alle skoler kan gøre noget særligt for eleverne i de største klasser med talent og ambitioner, siger Carl Holst.

I Holstebro betyder forsøgsgodkendelsen, at to af kommunens skoler kan fortsætte med idrætsklasserne:

- Eliteidrætsklasserne her i byen er en succes, det er både forældre, lærere og de unge talenter enige om. Og der er i år også flere elever end nogensinde, der ønsker at gå i idrætsklasserne efter sommerferien, så jeg er rigtigt glad for, at vi kan fortsætte. Jeg oplever samtidigt, at stadig flere af vores skoler i kommunen generelt ønsker en stærkere idræts- og bevægelsesprofil, siger borgmester H.C. Østerbye (S), Holstebro Kommune.

Formålet med forsøgsgodkendelserne er ifølge ministeriet at give idrætstalenter mulighed for at udvikle deres idrætstalent i et miljø, hvor der en fælles forståelse for det at dyrke idræt på et højt niveau, og undervisningsministeren siger i den forbindelse:

- Beslutningen ligger godt i tråd med de anbefalinger som talentarbejdsgruppen for nylig fremlagde. Alle børn og unge i det danske uddannelsessystem skal stimuleres og udfordres til at nå så langt som muligt på alle faglige niveauer og inden for alle fag. I den inkluderende folkeskole skal der være plads til alle - også de dygtigste, siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) blandt andet i en pressemeddelelse fra ministeriet.

Opdeling af eleverne efter deres sportslige niveau ville være i strid med folkeskoleloven, hvis der ikke er tale om godkendte forsøg. Fravigelse fra folkeskolelovens bestemmelser med undtagelse af formålsparagraffen og bestemmelserne om undervisningskvalifikationer kan således i dag kun komme på tale, hvis det sker i forbindelse med forsøgsvirksomhed.

19 skoler rundt om i landet har foreløbigt fået forsøgsgodkendelsen. Det er:

Aarhus Kommune: Rundhøjskolen og Vejlby Skole
Gentofte Kommune: Bakkegårdsskolen
Odense Kommune: Hjalleseskolen og Provstegårdskolen
Hillerød Kommune: Frederiksborg Byskole
Holstebro Kommune: Birkelundsskolen og Sct. Jørgens Skole
Hjørring Kommune: Holmegårdskolen
Haderslev Kommune: Hjortebroskolen
Aalborg Kommune: Sønderbroskolen
Esbjerg Kommune: Vestervangskolen
Herning Kommune: Sønderagerskolen
Roskilde Kommune: Himmelev Skole
Vejle Kommune: Nørremarksskolen
Randers Kommune: Nørrevangsskolen
Horsens Kommune: Langmarksskolen
Ballerup Kommune: Hedegårdsskolen
Københavns Kommune: Bellahøj Skole

Derudover forventes det, at Brændkjærskolen i Kolding også snart får forsøgsgodkendelse fra ministeriet, således at alle relevante skoler i Elitekommunerne kan fortsætte ordningen med eliteidrætsklasserne.

mou

 Foto: Holstebro Kommune