14.500 ansatte i Nordjylland får røgfri arbejdstid fra nytår

Nu tre regioner med røgfri arbejdstid fra 2020. I Nordjylland med en enkelt stemme imod forslaget, der kom fra medarbejderne selv.
27. NOV 2019 6.40

NORDJYLLAND: 14.500 ansatte på sygehuse, institutioner og kontorer i Region Nordjylland bliver fra årsskiftet omfattet af røgfri arbejdstid. Det har Regionsråd Nordjylland besluttet tirsdag eftermiddag, skriver Nordjyske.

I forvejen er det i regionen forbudt at ryge på matriklerne, og man skal i rygepauser gå helt uden for området, hvis der er brug for at tænde en smøg. Men fra nytår må de ansatte altså slet ikke ryge, mens de er på arbejde.

Ønsket om røgfri arbejdstid kommer ifølge Nordjyske fra medarbejdere i regionens hovedsamarbejdsudvalg. Reglerne kommer ikke til at gælde for de folkevalgte politikere i regionsrådet og heller ikke for sygehuspatienter.

Patienter har stadig mulighed for at ryge i særlige rygeområder, mens politikerne allerede nu skal overholde forbuddet om, at man ikke må ryge på regionens matrikel.

Blandt de andre regioner har Sjælland lignende rygeregler, og Hovedstaden indfører fra årsskiftet. Danske Regioner ønsker et totalforbud mod rygning i arbejdstiden fra 2020. I givet fald vil næsten 140.000 regionalt ansatte blive omfattet.

Rygeforbuddet i Region Nordjylland blev besluttet med en enkelt stemme imod i regionsrådet. Det var V-medlem Martin Bech som på Twitter kommenterer, at 'nu kan vi så begynde at kigge på medarbejdernes mad-, telefon- og søvnvaner'.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt