Antallet af personer i Danmark, som bliver smittet med coronavirus efter vaccination, stiger fortsat. Ifølge en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI) er der blevet påvist 38.587 smittetilfælde hos personer, der er fuldt vaccinerede. Det svarer til, at 0,93 pct. af alle coronavaccinerede har fået påvist coronasmitte.
Rapporten dækker perioden fra 27. december 2020, hvor de første danskere fik første stik, til og med sidste uge, som var uge 44. I den forrige statusrapport, som gik til og med uge 42, var tallet 0,5 pct.
- Det afspejler jo selvfølgelig, at de fleste har taget imod tilbud om vaccination. Men også at vi ser et stigende smittetryk i takt med at epidemien er i vækst, siger afdelingschef Palle Valentiner-Branth fra SSI i en pressemeddelelse.
- Det stigende antal infektioner efter vaccination kan også være tegn på, at vaccineeffektiviteten aftager over tid i nogle befolkningsgrupper, siger han.
SSI oplyser, at ganske få af dem, der har fået et tredje stik med en coronavaccine, er blevet smittet. Der er tale om 0,1 pct. af de revaccinerede. Ifølge Palle Valentiner-Branth er andelen "særdeles lav".
- Det på trods af, at smittetrykket har været højt den seneste måned, og at gruppen af revaccinerede i høj grad består af sårbare og ældre borgere.
- Det tyder på, at revaccinationen giver en god beskyttelse mod infektion, lyder det.
Forhindrer indlæggelser
Selvom andelen af vaccinerede, der bliver smittet med coronavirus, stiger, er vaccination alligevel et vigtigt redskab til at bringe smitten ned.
- Selvom vaccineeffekten aftager med tid og øger risiko for gennembrudsinfektioner, hvor en vaccineret smittes, så er vaccinerne meget effektive til at forhindre indlæggelse, selv hvis man skulle være så uheldig at blive smittet.
- Også selv om vaccinerne ikke giver og aldrig har givet 100 pct. beskyttelse, sagde Palle Valentiner-Branth til Politiken i slutningen af oktober.
Sundhedsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse fredag eftermiddag, at mange tager imod det tredje vaccinestik. Men fordi epidemien udvikler sig, og smitten stiger, skal dem i øget risiko beskyttes endnu bedre, lyder det.
- Derfor vil vi fremover forkorte forløbet, så invitationer til revaccination sendes ud to uger tidligere end hidtil. Det vil sige allerede seks måneder efter andet stik, skriver styrelsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.