Planken ud
Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Planken ud

Sygeplejerskernes resultatløse strejke er verdens mindste overraskelse, efter at de ikke ønskede eller evnede at gøre forhandlingsarbejdet selv.

Resultat af ti ugers strejke: nul og niks. Det burde være verdens mindste overraskelse, men er det åbenbart ikke for sygeplejerskerne, i hvert fald ikke dem alle sammen.

Den danske model bygger på, at arbejdsmarkedets parter selv løser deres problemer, og det skal man generelt være glad for. Det hævdes til tider, fx lige nu, at dette partsaftaleprincip ikke fungerer på det offentlige arbejdsmarked, men det gør det, og det blev demonstreret meget tydeligt så sent som ved forrige overenskomstforhandling, da lærerne og deres arbejdsgivere selv fandt en vej ud af den klemme, de havde befundet sig i med arbejdstidsaftalespørgsmålet siden - ja, netop et udefrakommende indgreb tilbage i 2013.

Når det ikke lykkedes for sygeplejerskerne denne gang, skyldes det to andre ting, hvoraf den ene var, at de netop ikke respekterede partsaftaleprincippet, at de skulle løse det med deres modpart arbejdsgiverne, men fra Dag 1 gik efter et politisk indgreb. Da det endelig kom, demonstrerede regeringen større respekt for den danske model ved helt at undlade at forholde sig til indholdet, men blot ophøje det mæglingsforslag til lov, som parterne var blevet enige om.

Det glemmer man let i kampens hede, og sygeplejerskeformand Grete Christensens begejstrede udtalelser om det findes da heller ikke mere på Dansk Sygeplejeråds hjemmeside. Men dengang kaldte hun mæglingsforslaget "en milepæl, som har store perspektiver", og at der ikke var penge i det her og nu blev opvejet af, at "vi har fået noget, som jeg mener, er meget vigtigere", nemlig den lønkomité, som Fagbevægelsens Hovedorganisation FH havde spillet ind med som et afværgeforslag mod sygeplejerskernes kurs mod konflikten. Forgæves i første omgang, men nu kommer den alligevel.

Den anden grund, foruden disrespekten for partsaftaleprincippet, til at det ikke gik, som sygeplejerskerne havde ønsket, er, at forhandling er et håndværk, som man kan være god eller dårlig til. Dansk Sygeplejeråd er dårlig til det og har været det gennem adskillige overenskomstforhandlinger og tre strejker under tre forskellige formænd.

Siden den legendariske Kirsten Stallknecht, der gennem mere end et kvart århundrede var en kompetent formand frem til 1996, har fejlslagne strejker kostet formandsposten for Jette Søe i 2000 efter blot fire år og for Conni Kruckow i 2009 efter ni år, og efter det har Grete Christensen stået i spidsen i 12 år. Sidste år blev hun genvalgt for fire år, men meget kan nå at ske, inden kalenderen når til 2024, og der skal forhandles overenskomster igen.

I hele Grete Christensens formandsperiode er der ikke blevet lagt på sygeplejerskernes grundløn, opsummerede Politiken i en gennemgang for et par uger siden, selvom netop grundlønnen er et af de utilfredse sygeplejerskers væsentligste kritikpunkter. De lønstigninger, der er forhandlet hjem, er i stedet gået til aflønning i avancementsstillinger, og man kunne i det hele taget godt have Dansk Sygeplejeråd, eller i hvert fald dets forhandlingsledelse, mistænkt for at prioritere honette ambitioner højere end folkene på gulvet, der har den fælles oplevelse, at de ligger under en gennemsnitsløn, som nogle andre har trukket op til noget, de ikke kan genkende.

En del af kosmetikken i det mæglingsforslag der nu bliver til lov er, at man skal se på "eventuelle ændringer af titler for de sygeplejefaglige ledere" med det formål at sikre "en ligeværdig ledelses- og ansvarsfordeling blandt de lægelige og de sygeplejefaglige ledere". Oversat: Lægerne skal ikke kaldes noget finere end sygeplejerskerne.

Hvis det flugter med de menige sygeplejerskers ambitioner, så fred være med det, men hvis ikke, må de sørge for at få deres valgte ledelse til at korrigere linjen. Det har de tre år til, før OK24 banker på døren.