GLADSAXE: En bryllupsfest har kostet posterne for både bestyrelsesformanden og en kommunal observatør i bestyrelsen for spillestedet Richter, der i modstrid med sin aftale med Gladsaxe Kommune havde udlånt et lokale til begivenheden, skriver TV2 Lorry.
En ungerepræsentant i bestyrelsen for den selvejende institution protesterede, først til bestyrelsen, forgæves, og siden til byrådet, hvor han fik opbakning.
Brudgommen er søn af bestyrelsesformandens kæreste, og det var bestyrelsesformanden, der uden om reglerne bookede lokalet. Ifølge aftalen med kommunen er det ellers udtrykkeligt ikke muligt at leje "hverken som privatperson eller for virksomheder".
Den unge anerkendt
I byrådet blev sagen sendt tilbage den selvejende institutions bestyrelse i form af et krav om en redegørelse, og på et ekstraordinært bestyrelsesmøde blev bestyrelsesformanden presset til at gå. På et efterfølgende møde i byrådets kultur-, fritids- og idrætsudvalg trak også udvalgsformand Katrine Skov (S) sig fra posten som observatør i spillestedets bestyrelse.
Hendes brøde var, at hun i sin egenskab af giftefoged foretog vielsen i lokalet, som hun ifølge sig selv burde have vidst ikke måtte udlejes. Ifølge ungerepræsentanten i bestyrelsen havde hun også forsøgt at lægge låg på sagen, før den nåede frem til byrådet.
Ungerepræsentanten har fra kommunen modtaget en skriftlig anerkendelse af, at han "efter forvaltningens vurdering har handlet helt korrekt ved at stille spørgsmål ved et formodet udlån til et privatarrangement over for bestyrelsen for Richter og efterfølgende henvende dig til Gladsaxe Kommune, da du ikke oplevede at få et tilfredsstillende svar fra bestyrelsen".
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.