Jubilarer får ikke lov at møde dronningen
Medarbejdere, som efter 40 år samme sted har modtaget fortjenstmedaljen i sølv i år, får ikke mulighed for at takke dronningen.
Foto: Kongehuset

Jubilarer får ikke lov at møde dronningen

Der bliver ingen audiens for cirka 2.000 personer, der har modtaget fortjenstmedaljer og ordener i år.
2. NOV 2020 9.46

Omkring 2.000 personer, som kunne se frem til at møde dronning Margrethe til en offentlig audiens, må nu i stedet nøjes med et brev fra dronningen.

Det gælder blandt andet offentligt ansatte, som efter 40 års uafbrudt ansættelse hos samme myndighed belønnes med en fortjenstmedalje i sølv. Og byrådsmedlemmer, som efter mere end 16 års tjeneste er tildelt Dannebrogsordenen.

Normalt bliver modtagere af medaljer og ordener inviteret til at møde op på Amalienborg og personligt takke dronningen. Men audienserne, som normalt holdes hver anden mandag med 70-80 deltagere pr. gang, har været aflyst siden 11. marts på grund af corona.

Og da det er uvist, hvornår det igen bliver muligt at genoptage dem, har kongehuset besluttet, at der ikke bliver nogen mulighed for audiens for alle, der siden årsskiftet har modtaget en medalje eller orden.

I stedet modtager de et personligt brev, hvor kabinetssekretæren på dronningens vegne takker dem for deres indsats for det danske samfund og beklager den manglende mulighed for audiens, oplyser kongehuset.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev