Chefer i København var dårlige til at fortælle om coronaregler

En evaluering viser, at information om coronaregler i ældreplejen ikke altid nåede frem til de ansatte.

KØBENHAVN: Der kan have været øget risiko for, at ældre borgere på blandt andet plejehjem i Københavns Kommune kan have været udsat for “alvorlige fejl” under covid-19-pandemien, fordi chefer ikke har været gode nok til at fortælle medarbejdere om de nyeste corona-regler.

Det fremgår af en evaluering, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København har lavet af kommunens covid-19-beredskab, skriver TV 2 Lorry.

Evalueringen skulle finde ud af, i hvor høj grad det er lykkedes at begrænse smittespredning. Overordnet viser evalueringen, at kommunen "i vid udstrækning har formået at skærme de ældre". Samtidig peger evalueringen både på gode erfaringer og på forhold, der skal arbejdes med frem mod anden fase af pandemien.

16 beboere døde på plejehjem

Plejehjemmet Sølund på Nørrebro er et af de plejehjem i Danmark, der har været hårdest ramt af coronavirusset. Her var 16 ud af 160 beboere i april døde med covid-19.

Dengang kunne B.T. afsløre, at brugte og ubrugte værnemidler lå rodet sammen på en beboers toilet, og plejehjemmet fik skarp kritik af en ekspert, der mente at det var med til øge smittespredning. Kommunen erkendte fejlen, og Signe Grauslund, områdechef Nord i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, skrev i en mail til B.T.:

“Jeg har nu sammen med ledelsen af Sølund sikret, at alle 220 medarbejdere igen gennemgår alle aktuelle instrukser og vejledninger en ekstra gang, og at alle medarbejdere i alle vagtlag er orienteret om og forstår og kan anvende instrukserne i praksis.”

Problemer med information

Den nye evaluering viser netop problemer i forhold til information til medarbejdere - ikke bare på Sølund, men også generelt i kommunen.

Under afsnittet “utilstrækkelig systematik i implementeringen af skiftende retningslinjer og vejledninger” kan man læse:

"De gældende retningslinjer blev formidlet til enhederne igennem en daglig mail, som blev udsendt om eftermiddagen/aften."

Det fremgår af evalueringen, hvordan ledere har fortalt medarbejdere om coronaregler på vidt forskellige måder.

Nogle har gennemgået regler på gruppemøder, og nogle har gjort det mundtligt på morgenmøder, for derefter at lægge nye regler i en mappe, som medarbejdere selv skulle kigge i. Nogle ledere har slet ikke informeret om nye retningslinjer:

"Der ses også enkelte tilfælde, hvor retningslinjer ikke er blevet formidlet videre fra ledelse til medarbejdere, ligesom nogle medarbejdere beskriver at have manglet den kollektive orientering og muligheden for at stille spørgsmål. Det har betydet, at ikke alle medarbejdere, som vi har interviewet, har følt sig klædt på til at arbejde efter retningslinjerne."

Sårbart at give lokal leder ansvaret

Evalueringen viser ikke egentlige brud på retningslinjer, lyder det. Men:

“Vi bemærker, at det er en sårbarhed, når ansvaret for implementering af hyppigt skiftende retningslinjer lægges over til den enkelte enheds- eller afdelingsleder. Det øger risikoen for alvorlige fejl, især i en langvarig pandemi, hvor ledelsesopgaven er massiv.”

Carl Christian Ebbesen (DF) mener, at sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) ikke har haft nok fokus på at sikre, at retningslinjer blev implementeret ordentligt. Og det er "kritisk", mener han.

- Hendes opgave er at sørge for, at hun har de embedsmænd, der skal til for at lede en forvaltning. Det skaber jo en risiko for, at folk dør på plejehjem. Her er det ikke et spørgsmål om at blive smittet, men et spørgsmål om liv eller død, siger Carl Christian Ebbesen.

Så godt som muligt

Sisse Marie Welling svarer, at Københavns Kommune er en stor organisation, hvor nye nationale retningslinjer fra myndighederne nogle gange først er indløbet meget sent i forhold til, hvornår de gjaldt fra. Og så kan det være svært med kort varsel at nå ud med information til alle sosu’er i kommunen.

- Man må sige helt ærligt, at det har været en meget svær situation. Jeg er ansvarlig for 10.000 medarbejdere, og vi har gjort det så godt som muligt. Jeg tror, det er svært at finde andre organisationer af lignende størrelse, hvor det har været så struktureret som hos os, siger Sisse Marie Welling til TV 2 Lorry.

Hun understreger, at det er vigtigt, at alle led i organisationen kender de nye retningslinjer.

- Det er klart, at jeg er meget opmærksom på, at de fejl, der blev begået i foråret, ikke sker igen.

Hun fortæller, at det på Sølund og Dronning Ingrids Hjem, hvor coronasmitten ramte først, var svært at komme af med covid-19 igen.

- Vi har lært af det, der skete, og vi er i dag ikke det samme sted, siger Sisse Marie Welling.

På spørgsmålet om B.T.’s afdækning af sagen om Sølund-badeværelset, der var rodet til med brugte og ubrugte værnemidler, svarer hun:

- Ja, der er begået fejl på Sølund, og det har vi anerkendt. Vi kunne i starten af epidemien ikke få testet borgere, der havde symptomer. Det var også svært, at borgere, der var syge med covid, blev hjemsendt fra sygehusene til at dø på Sølund. Sundhedsmyndighederne sagde heller ikke, hvor lang tid, borgerne skulle isoleres. På Sølund så vi også eksempler på, at ikke alle ældre blev syge. Nogle var raske smittebærere, og det fortalte vi sundhedsmyndighederne, siger Sisse Marie Welling.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev