30 plejehjemsbeboere blev smittet i sidste uge

Smitten på landets plejehjem har ikke været højere i et halvt år.

Trods alle forsøg på at holde coronasmitten væk fra sårbare ældre på landets plejehjem lykkes det ikke altid.

I sidste uge blev 30 beboere testet positiv, viser en ugentlig opgørelse fra Statens Serum Institut. Det er mere end dobbelt så mange som ugen før og det højeste antal siden månedsskiftet april/maj. 

Det er dog stadig langt under de 144, 84, 76, 81 og 39 smittede beboere i april-ugerne, da tallene var højst.

Hen over sommeren var smitten tæt på at være udryddet på plejehjemmene, men siden starten af september er den vendt tilbage. I ugerne fra uge 37 og frem har der været 15, 18, 21, 11, 13, 14 og altså 30 smittede beboere i sidste uge.

De 30 smittede bor på i alt 12 plejehjem. Otte af plejehjemmene ligger i Region Hovedstaden, tre i Nordjylland og et i Midtjylland.

Syv smittede døde i sidste uge

Syv beboere døde i sidste uge, mens de var smittet med covid-19. Det svarer til ugen før, men er flere end alle øvrige uger siden maj.

128 ansatte på landets plejehjem blev testet positive sidste uge mod 85 ugen før. Heraf var de 27 sosuassistenter og seks sygeplejersker, mens resten typisk var sosuhjælpere og andre uden autorisation.

I hjemmeplejen og på dagcentre blev mellem 64 og 70 testet positive i sidste uge, viser seruminstituttets tal.

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev