Regeringen dropper krav om seks overnatninger for nordmænd

Det vil ikke længere være et krav, at turister bosiddende i Norge skal overnatte seks dage i Danmark for at få lov til at krydse grænsen. Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) på et samråd onsdag formiddag.

- En af de ting, som vi kommer til at gøre, og som vi kommer til at melde ud senere i dag, er, at Norge overgår til at være i grænselandsmodellen. Det vil sige, at seks dages-reglen ikke kommer til at gælde længere for personer med bopæl i Norge, siger han.

Justitsministeren og erhvervsminister Simon Kollerup (S) er indkaldt i samråd for at begrunde regeringens beslutning om at kræve, at turister skal overnatte seks dage for at få lov at komme ind i landet. Samrådsspørger Martin Geertsen (V) vil vide, hvornår regeringen påtænker at droppe kravet. Det giver justitsministeren ikke noget svar på. Han siger blot, at målet er at vende tilbage til normalen så hurtigt som muligt.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev