Udsatte børn søger hjælp under nedlukning
Med tomme og lukkede skoler er udsatte børn og unge særligt udsatte under coronakrisen.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Udsatte børn søger hjælp under nedlukning

Flere organisationer er bekymrede for, at udsatte børn og unge bliver overset under nedlukningen. Børne- og undervisningsministeren vil have flere i nødpasning.
28. MAR 2020 20.29
TEMA: Corona

Udsatte børn og unge har ikke mulighed for at komme ud af huset og i skole eller institution, fordi der er lukket under coronakrisen. Derfor skal mange af dem opholde sig hjemme sammen med deres familie, indtil samfundet åbner op igen.

Det vækker bekymring hos organisationen Tuba, som rådgiver børn og unge, der har forældre med misbrug. Her har man oplevet en række bekymrende henvendelser fra udsatte unge, efter at landet er blevet lukket ned, fortæller Henrik Appel, landsleder ved Tuba.

- Vores terapeuter siger, at voldsomheden i det, de unge fortæller, er slemt. Og det bliver kun værre for hver dag, der går.

Lukningen af skoler og institutioner betyder, at de udsatte børn og unge ikke har samme mulighed for at komme ud af huset og være sammen med andre mennesker end deres familie, som de normalt har.

Det er ikke kun vennerne, som må undværes, men også kontakten til lærere og pædagoger, som er et vigtigt led i at opdage og indberette de børn og unge, som er udsatte og har brug for støtte.

Særligt bekymrede for udsatte
Hos Børns Vilkår har man oplevet en kraftig stigning af henvendelser, siden coronavirusset lukkede Danmark ned.

Stigningen dækker over milde henvendelser fra børn og unge med frustrationer. Men også over en del alvorlige henvendelser fra udsatte børn og unge, fortæller Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

- Vi er særligt bekymrede for de udsatte børn, der nu ikke bliver spottet, da lærere, pædagoger og andre, som normalt er opmærksomme på børnene, ikke er der.

Rasmus Kjeldahl uddyber, at man hos Børns Vilkår har et indtryk af, at ikke alle kommuner er lige gode til at hjælpe de udsatte børn og unge i den nuværende coronakrise.

Han opfordrer til, at man ude i kommunerne gør en aktiv indsats for at få opsøgt de udsatte børn, som man er bekymret for, og som har brug for hjælp. Den aktive indsats kan være at få det pågældende barn i nødpasning, hvis barnets trivsel er truet.

Lige nu er kun 1,5 pct. af landets børn i nødpasning.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt