Ingen vil sige noget, i stedet venter begge parter på, at den anden blinker først, og indtil den situation ændrer sig, er forhandlingerne om en udligningsreform lagt på køl. Eneste nye er, at De Radikale har meldt sig som støtte på V-siden.
- Jeg synes, det er helt utilstedeligt, at mens man sidder og forhandler, så lægger man op til, at alle fodsoldaterne skal angribe på baggrund af det, der sker ved forhandlingsbordet. Det forstår jeg godt, at Venstre mener er et kæmpe tillidsbrud og er frustrerede over, siger De Radikales politiske leder Morten Østergaard.
Derimod vil hverken Statsministeriet, Finansministeriet, Indenrigsministeriet eller Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen kommentere kritikken fra Venstre, efter at en socialdemokratisk operationsplan for politiske 'angreb' på forhandlingsmodparten har forpestet forholdet mellem de to store borgmesterpartier, der er i skæbnefællesskab om en revision af det kommunale udligningssystem.
Venstre gentog mandag formiddag weekendens mishag med den socialdemokratiske fremgangsmåde og krævede statsminister Mette Frederiksen (S) på banen, men Statsministeriet er tavst. Statsministeriet henviser til Finansministeriet og til regeringspartiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen, men interessant nok ikke til Indenrigsministeriet.
Hverken Finansministeriet eller finansordføreren vil sige noget, og det vil heller ikke Indenrigsministeriet, som ellers hidtil under foresæde af indenrigsminister Astrid Krag (S) har kørt reformforhandlingerne, indtil finansminister Nicolai Wammen (S) tog over i fredags. Desværre for S skete det samtidig med, at en intern mail fra Socialdemokratiets politik- og presseafdeling blev lækket til Jyllands-Posten, som efterfølgende kunne berette om dobbeltspillet med forhandlingsvilje på overfladen samtidig med, at en underliggende partipolitisk obstruktion blev iscenesat.
Det som Venstre nu kræver statsministerens afstandtagen fra, og som Statsministeriet kun besvarer ved at henvise til nogen, der heller ikke vil svare. Begge parter i forhandlingerne venter kort sagt på, at den anden blinker først.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.