KØBENHAVN: Den kinesiske ambassade i Danmark har presset Københavns Kommune for at få fjernet en skulptur på slotspladsen foran Christiansborg, skriver Jyllands-Posten. Det drejer sig om en otte meter høj skulptur lavet af den danske kunstner Jens Galschiøt, som vil yde 'moralsk opbakning' til demonstranterne i Hongkong og sætte fokus på magtanvendelsen mod disse.
Dagen før statuen kom op, henvendte en repræsentant for den kinesiske ambassade sig til Københavns Kommune, der har givet tilladelse til opstilling af kunstværket, hvor 'ambassaden gav udtryk for, at man fandt statuen misvisende ift. de faktuelle forhold i Hongkong, og at man anså opstilling af statuen som en indblanding i interne kinesiske forhold', står der i et telefonnotat udarbejdet af kommunen. Ambassaden gjorde det i telefonsamtalen klart, at statuen ville være krænkende, at den ville kunne udgøre 'en sikkerhedsrisiko', og at 'statuen ville være skadelig for dansk-kinesiske relationer og det venskabelige forhold mellem det kinesiske og danske folk'.
Derfor mente ambassaden, at statuen skulle ned, men det har København altså ikke efterlevet. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og Pia Kjærsgaard (DF), medlem af Folketingets Præsidium, er uforstående over for den kinesiske kritik. Kunstværket skal efter planen stå på Slotspladsen frem til 21. april. Den kinesiske ambassade er ikke vendt tilbage på Jyllands-Postens henvendelser. Københavns økonomiforvaltning oplyser, at den har oplyst ambassaden, at skulpturen er opsat i overensstemmelse med gældende dansk lov.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.