BRØNDBY: De 12 ikoniske højhuse i Brøndby Strand bliver snart til syv. På grund af forurening med det sundhedsskadelige stof PCB må de fem østligste højhuse lade livet, fordi det har vist sig at være for dyrt at renovere sig ud af problemet. I sidste uge godkendte kommunalbestyrelsen den såkaldte VVM-tilladelse, der definerer rammerne for boligselskabernes arbejde med nedrivningen. Det skriver Folkebladet Brøndby.
– Det var ikke nogen nem beslutning for boligselskaberne, da de i sin tid indså nødvendigheden af at rive de fem højhuse ned. Nedrivningen er et stort og meget kompliceret projekt, og derfor skal både boligselskaber og vi som myndighed være grundige i vores forarbejde og sørge for, at der bliver taget mest muligt hensyn til miljøet og naboerne, sagde borgmester Kent Max Magelund (S) på byrådsmødet.
Brøndby Kommune har vurderet, at nedrivningen af de fem højhuse kan påvirke miljøet væsentligt, og derfor er projektet omfattet at et krav om, at der skal foreligge en miljøvurdering. Nedrivningen forventes at gå i gang i 2021. Her vil højhusene blive pakket ind i stilladser og afdækningsplast, hvorefter de vil blive pillet fra hinanden etage for etage.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.