
HVIDOVRE: 34 ingeniørstuderende fra ind- og udland har i sommerens løb leveret usædvanlig assistance til Hvidovre Kommune og planerne for et nyt erhvervsområde.
Holmene, som er Hvidovre Kommunes vision om at etablere et nyt gigantisk erhvervsområde, har siden offentliggørelsen i januar fået stor opmærksomhed i både Danmark og i udlandet. Og interessen fra især ingeniører fra ind- og udland har været massiv efter planerne om at skabe ni kunstige øer med plads til 380 virksomheder blev lanceret.
Sommeren igennem har 34 ingeniørstuderende fra Danmark, Norge, Sverige og Storbritannien arbejdet med at udvikle nye innovative løsninger, som kan være med til at gøre Holmene til et bæredygtigt erhvervsområde.
De 34 ingeniørspirer havde takket ja til at deltage i Cowi Try, som er Cowis sommerjobprogram. Her benytter den globale ingeniørvirksomhed lejligheden til at spotte kommende talenter og udforske potentialet for nye, kreative løsninger. Dette års innovationsprojekt for Cowi Try var Holmene, som Cowi har været rådgiver på, siden arbejdet tog fart for cirka tre år siden.
- Det har været meget inspirerende at opleve de studerendes ideer og tanker om Holmene. De har haft nogle rigtig gode overvejelser om Holmene – også mange ting, vi ikke selv har tænkt på. De studerende kom blandt andet med bud på, hvordan tog og skinner kan spille en rolle, når der skal køres jord til Holmene, hvordan virksomhederne via en webportal kan udnytte hinandens ekspertiser til at blive mere bæredygtige, og hvordan Holmene kan klimasikres via en oppustelig gummidæmning. Nu glæder vi os til at dykke mere ned i de studerendes rapporter sammen med COWI, som er vores tekniske rådgiver på Holmene, siger Gert Nelth, der er direktør i Hvidovre Kommune.
Dialog med investorer
Hvidovres borgmester Helle Adelborg (S) glæder sig over den interesse, som de studerende har vist for Holmene.
- Det er imponerende, at 34 ingeniørstuderende har brugt sommeren på at gå i dybden med Holmene. Det sætter vi stor pris på, og det viser, at vi med Holmene har gang i et projekt, som der er stor interesse for. Jeg er sikker på, at vi kan lade os inspirere af de studerende, når vi skal videre med udviklingen af Holmene, siger Helle Adelborg.
Hvidovre Kommune er i øjeblikket i gang med næste skridt af arbejdet med Holmene. Kommunen er i dialog med mulige investorer, som skal være med til at danne det selskab, der skal stå for at igangsætte arbejdet med Holmene. Sideløbende er Hvidovre Kommune i dialog med Erhvervsstyrelsen med henblik på at få lavet en anlægslov for Holmene. Forventningen er, at arbejdet med at etablere de ni kunstige øer kan igangsættes indenfor to-tre år, oplyser kommunen.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.